Af Ritzau - 13/04-16 03:37

Politiet i Panama ransager skandaleombrust advokatfirmaPolitiet i Panama ransager skandaleombrust advokatfirma

Mossack Fonsecas hovedkontor i Panama City er tirsdag lokal tid blevet gennemsøgt af myndighederne.

storybild

Partner i advokatfirmaet Mossack Fonseca, Ramon Fonseca, taler under et interview med panamansk tv efter afsløringerne af, at hans firma hjælper med at placere penge i skattely. (Billede: AP/Arnulfo Franco)

Myndighederne i Panama har tirsdag ransaget det nu verdenskendte advokatfirma Mossack Fonseca, der spiller hovedrollen i sagen om de såkaldte Panama-papirer.

Det beretter nyhedsbureauet AFP.

Mossack Fonseca er kommet i medier og myndigheders søgelys efter en enorm læk af dokumenter, der viser, hvordan firmaet har hjulpet folk fra det meste af verden med at oprette offshoreselskaber, der kan benyttes til at skjule formuer for skattevæsnet.

Politiets ransagningshold fik adgang til advokatfirmaets hovedkvarter, "uden at der blev ydet modstand," siger Panamas statsadvokat i en pressemeddelelse ifølge AFP. Både Mossack Fonsecas hovedkvarter i Panama City samt firmaets øvrige filialer er ransaget.

Ransagningen kommer, efter at Mossack Fonseca fredag fik ransaget sine kontorer i det mellemamerikanske land El Salvador. Mandag var det så kontorerne i Peru, der blev ransaget.

Firmaet nægter at have gjort noget ulovligt og at have hjulpet firmaer eller enkeltpersoner med skatteunddragelse. Det mener desuden, at hackere har stjålet de 11,5 millioner nu lækkede dokumenter.

Adskillige medier i mange forskellige lande har arbejdet sammen om at gennemgå materialet fra Mossack Fonseca, og herhjemme er blandt andet bankerne Nordea og Jyske Bank blevet genstand for kritik af deres forbindelse til de omstridte advokater.

Også Ruslands præsident, Vladimir Putin, verdens bedste fodboldspiller, Lionel Messi, og den britiske premierminister, David Cameron, er blevet sat i forbindelse med Panama-papirerne.

Konsekvenserne af lækagen har desuden kunnet mærkes i Island, hvor Sigmundur David Gunnlaugsson er gået af som statsminister, efter at hans navn blev fundet i dokumenterne.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress