Af Ritzau - 03/06-16 06:03; Opdateret: 03/06-16 07:21

Din afføring sladrer om din sundhed: Dette skal du holde øje medDin afføring sladrer om din sundhed: Dette skal du holde øje med

Udseendet på din afføring kan afsløre, om du lever sundt. Læs her, hvad du skal kigge efter.

storybild

(Billede: Scanpix/Ilya Naymushin)

Hvis du vil have et fingerpeg om din sundhed, kan du starte med at se efter et sted, du måske ikke har lyst til at kigge hen - nemlig ned i kummen.

En sund afføring har nemlig særlig karakteristika, som kommer til udtryk, når du får nok fibre, ringeligt med vand og har en sund tarmflora.

Ens afføring skal ideelt set ligne en pølse med revner i overfladen eller en slange, der er glat og blød.

- Vores system fungerer bedst med pølseformet afføring, siger Gerd Johnsen, afføringsekspert og specialsygeplejerske.

LÆS OGSÅ: Derfor er der hele majs i din afføring

Måske har du hørt, at din afføring er sund, hvis den flyder - eller omvendt, at den helst skal synke. Men ingen af delene har betydning for din sundhed.

- Hvis afføringen synker, er det fordi, der ikke er luft i, og hvis den flyder, er det fordi, der luft i. Det gjorde man meget ud af engang, men det går vi ikke op i mere, siger Ove Schaffalitzky, der er professor og overlæge ved gastroenterologisk afdeling på Odense Universitetshospital.

Luft i afføringen kan komme fra fibre fra groft brød og grøntsager. Så hvis du er vegetar, er der større chance for, at du efterlader en flyder frem for en synker. Men det betyder altså ikke, at du er usund - uanset hvor i kummen, din nødtørft ender.

Det betyder til gengæld noget, hvordan det føles at gå på toilettet, siger Gerd Johnsen.

- En god indikator på, at du har sund afføring, er, at du kommer nemt og smertefrit af med det. Hvis du først begynder at presse meget, har du lagt vejen til blandt andet hæmorider, siger hun.

LÆS OGSÅ: Modig mand viser livet med stomi på Instagram

Farven på din afføring skal du til gengæld ikke bekymre dig synderligt om. Dine efterladenskaber skal nemlig have drastiske farver, før du skal blive bekymret eller søge læge. Det siger Ove Schaffalitzky.

- Hvis afføringen ikke er hvid som sne, rød som blod eller sort som ibenholt, så interesserer den os ikke, siger Ove Schaffalitzky.

Hvis din afføring er hvid, kan det være på grund af galdesten, kræft, eller en syg lever. Hvis den er rød eller sort, kan det være hæmorider, blødende mavesår eller tyktarmskræft. Derfor skal du tage det meget alvorligt og søge læge, hvis farven på din afføring ændrer sig markant.

Selve konsistensen på afføringen er ikke så afgørende, med mindre konsistensen ændrer sig uden nogle åbenlyse årsager såsom turistdiarré eller opstart på ny medicin.

LÆS OGSÅ: Derfor lugter din afføring mindre, når du prutter meget

Når det kommer til hyppigheden af toiletbesøg, er det meget forskellige fra person til person, hvad der er sundt. Nogle er på toilettet flere gange om dagen, men for andre kan der gå op til tre dage, inden naturen kalder, og det er helt normalt. Der er altså ikke grund til bekymring, med mindre noget ændrer sig drastisk uden du kan finde en forklaring på forandringen.

/ritzau/FOKUS

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress