Af Ritzau - 07/11-16 16:52

Clinton fastholder forspring i målinger dagen før valgetClinton fastholder forspring i målinger dagen før valget

Hillary Clinton og Donald Trump turnerer svingstaterne tynde mandag, hvor de sætter den sidste slutspurt ind.

storybild

Hillary Clinton og en del af det følge af journalister, der rejser med hende rundt i valgkampens slutspurt. (Billede: Scanpix/Justin Sullivan)

Hillary Clinton har vind i sejlene forud for præsidentvalget i USA tirsdag.

To nye meningsmålinger fra tv-stationerne Fox News og CBS News giver den demokratiske kandidat et forspring på fire procentpoint over hendes republikanske rival, Donald Trump.

Den seneste måling fra Fox News, som blev offentliggjort for tre dage siden, viste et forspring til Clinton på to procentpoint.

Real Clear Politics, som har udregnet et gennemsnit af en række målinger, giver Clinton en føring på 2,5 procentpoint.

Når man derimod kigger på, hvordan valgmandsstemmerne ventes at blive fordelt, har Clinton et langt større forspring.

Real Clear Politics anser det for sandsynligt, at 203 valgmandsstemmer vil gå til Clinton, mens Trump står til 164.

De to præsidentkandidater ventes at skulle kæmpe om i alt 171 valgmandsstemmer i de såkaldte svingstater, hvor det kan gå begge veje.

Der skal 270 valgmandsstemmer til for at blive amerikansk præsident.

Både Hillary Clinton og Donald Trump turnerer svingstaterne tynde mandag, hvor de sætter den sidste slutspurt ind for at sikre sig den nødvendige vælgeropbakning.

Trump landede mandag morgen i Sarasota, Florida, hvor han blev mødt af et entusiastisk publikum.

Derefter skal den 70-årige forretningsmand videre til valgmøder i North Carolina, Pennsylvania og New Hampshire, inden han slutter af i Michigan sent mandag aften.

Den 69-årige Clinton har ligeledes kalenderen fuld af valgmøder frem til midnat. Hun taler mandag til vælgere i Pennsylvania, Michigan og North Carolina.

Clinton erkender, at hvis hun bliver valgt, skal hun bygge bro over nogle dybe kløfter.

- Jeg har et stykke arbejde at gøre med at samle landet, sagde Clinton til de forsamlede journalister, da hun mandag morgen amerikansk tid gik om bord i det fly, der tager hende rundt på valgturneen.

- Jeg vil virkelig gerne være præsident for alle, både de der stemmer på mig, og de der ikke gør.

Ved mandagens valgmøder får den demokratiske kandidat hjælp fra store navne som præsident Barack Obama og rockstjernen Bruce Springsteen, som går på scenen med hende i nogle af svingstaterne.

Søndag kunne Clinton ånde lettet op, da forbundspolitiet FBI meddelte, at der ikke er grundlag for at rejse sigtelse mod hende i sagen om de e-mails, hun sendte under sin tid som amerikansk udenrigsminister.

Den nyhed fik mandag aktiemarkederne til at stige med over én procent i både Europa og Asien.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress