Af Ritzau - 18/04-16 09:13; Opdateret: 18/04-16 10:15

Syriske oprørere varsler væbnet svar på regimets krænkelserSyriske oprørere varsler væbnet svar på regimets krænkelser

Syriske oprørsgrupper vil svare igen med våben på det, de kalder, regimets overtrædelser af våbenhvileaftalen.

storybild

Aftalen om våbenhvile i Syrien er blevet brudt flere gange på det seneste - især omkring storbyen Aleppo, hvor kampene er eskaleret. (Billede: AP/Uncredited)

Flere af Syriens væsentligste oppositionsgrupper udtaler mandag, at de lancerer et væbnet svar på det, som grupperne kalder regimets overtrædelser af aftalen om våbenhvile i landet.

- Efter en stigning i antallet af krænkelser fra regimets styrker, rettet mod folk på flugt og kontinuerlig bombning af beboelseskvarterer, erklærer vi begyndelsen på et væbnet svar, udtaler ti oprørsgrupper i en fælles erklæring ifølge nyhedsbureauet AFP.

Våbenhvilen, der er forhandlet på plads af Rusland og USA, er blevet brudt adskillige gange på det seneste, hvor kampe er blusset op i flere regioner - især omkring storbyen Aleppo.

Blandt de grupper, der har skrevet under på mandagens udtalelse, er Jaish al-Islam, der ifølge AFP betragtes som den mest magtfulde fraktion af oprørere i Ghouta, der er en forstad til hovedstaden, Damaskus, og en af oppositionens højborge.

En af nøglepersonerne i Jaish al-Islam er Mohammed Alloush, som er blandt forhandlerne for Syriens opposition, der i øjeblikket deltager i fredsforhandlingerne i Genève, som FN står i spidsen for.

Søndag opfordrede Mohammed Alloush til nye angreb på regimets styrker trods den vaklende våbenhvile.

- Stol ikke på regimet og vent ikke på dets medlidenhed, skrev han på Twitter.

- Angrib dem over alt.

Repræsentanter for den syriske opposition i High Negotiations Committee, som deltager i den FN-støttede proces i Genève, slog søndag fast, at de snart kræver at se styrets vilje til kompromis.

- Vi indstiller måske deltagelsen i forhandlingerne, hvis det fortsætter på denne måde, og så vil der ikke længere være udsigt til en politisk løsning, lød det fra Abdulhakim Bashar fra komiteen.

I sidste uge genoptog Syriens regering og High Negotiations Committee de indirekte forhandlinger gennem FN-diplomat Staffan de Mistura i Genève.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress