Af Ritzau - 21/10-16 02:15; Opdateret: 21/10-16 03:01

EU tager natten i brug for at lukke kriseramt handelsaftaleEU tager natten i brug for at lukke kriseramt handelsaftale

EU-Kommissionens formand forventer flere møder torsdag nat og fredag morgen for at lukke frihandelsaftale.

storybild

Lederen af den belgiske region Vallonien, Paul Magnette, har afvist et kompromisforslag fra EU og ønsker at forhandle direkte med Canadas handelsminister fredag. Siger Vallonien ikke ja til aftalen, kan Belgien som land ikke sige ja, og dermed kan de 28 EU-lande ikke underskrive aftalen ved at topmødet med Canada i næste uge. (Billede: Scanpix/Thierry Charlier)

EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker forventer svære forhandlinger i løbet af natten til fredag og fredag morgen i forsøget på at bilægge striden med den belgiske region Vallonien og lukke frihandelsaftalen med Canada.

Det siger han efter afslutningen af den første dag på EU-topmødet i Bruxelles.

Her hænger risikoen for, at EU må opgive at indgå aftalen trods enighed i 27 af de 28 EU-lande tungt over topmødet.

- Hvis ikke vi kan lukke en aftale med Canada, så kan jeg ikke se, hvordan det vil være muligt at indgå aftaler med andre dele af verden.

- Så jeg håber, at vi i løbet af natten og i morgen tidlig vil være i stand til at overbevise alle om at give deres støtte til frihandelsaftalen, siger Jean-Claude Juncker.

Han kalder aftalen med Canada "den bedste" EU nogensinde har forhandlet.

I Bruxelles bliver aftalen set som væsentlig mindre kontroversiel end en mulig aftale med USA. Det sker, fordi Canada og EU deler ønsket om høje standarder på en række områder.

Ifølge Juncker har EU-Kommissionen givet den vallonske regering flere detaljer om aftalen og en fortolkende tekst om de emner, som den berører.

Det har dog ikke været nok til at overbevise lederen af Vallonien, Paul Magnette. Han ønsker at forhandle direkte med den canadiske handelsminister, Chrystia Freeland, fredag morgen om en løsning.

Vallonien frygter blandt andet, at canadiske virksomheder vil kunne sagsøge EU-lande, der indfører nye regler for beskyttelse af miljø og sundhed.

Tidligere torsdag aften blev EU-landenes ambassadører i Bruxelles hasteindkaldt til et ekstraordinært møde.

Her godkendte de tilføjelser til en fortolkende tekst, der skal ledsage frihandelsaftalen. Teksten skal blandt andet dæmpe de vallonske bekymringer.

Men det udspil har den Vallonien altså afvist torsdag aften.

Fredag morgen mødes det vallonske parlament så for endnu engang at tage stilling til frihandelsaftalen.

Den flamsktalende belgiske region Flandern, der står for 83 procent af al belgisk eksport, støtter frihandelsaftalen.

Vallonien tegner sig for 14,6 procent af den belgiske eksport. Regionen Bruxelles har 2,4 procent af eksporten.

Canada er EU's 12. største handelspartner. Hvis aftalen ender med at blive til noget, vil det være EU's første frihandelsaftale med et G7-land uden for EU.

- Jeg tror fortsat på, at vi vil komme frem til et godt resultat i løbet af i natten og i morgen tidlig, siger Jean-Claude Juncker.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress