Af Ritzau - 25/06-16 13:55; Opdateret: 25/06-16 14:30

To personer anholdt i Belgien i antiterroraktionTo personer anholdt i Belgien i antiterroraktion

Efter rapporteringer om muligt angreb til fodbold-EM er to mænd blevet anholdt ved den belgisk/franske grænse.

storybild

Portugals Cristiano Ronaldo er en af de mange fodboldstjerne, som i øjeblikket er i Frankrig til EM. (Billede: Scanpix/Jean-philippe Ksiazek)

Belgisk politi har anholdt to mænd efter en antiterroraktion i nat, oplyser statsanklagerens kontor lørdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

Anholdelserne fandt sted efter rapporteringer om et muligt angreb på en fanzone til fodbold-EM i Frankrig. Anholdelserne har fundet sted tæt på den franske grænse.

- Det er for tidligt at tale om et terrorangreb, siger en talsmand fra statsanklagerens kontor.

Den ene mand blev anholdt i Verviers, mens den anden blev anholdt i Tournai. Begge byer er tæt på den belgisk/franske grænse.

Anholdelserne kommer kort tid efter, at belgiske myndigheder sigtede tre mænd for "forsøg på terrordrab".

Trioen blev tidligere på måneden anholdt under en razzia i adskillige boliger i Bruxelles, efter forlydender om at der fra den belgiske hovedstad blev planlagt angreb mod fodbold-EM i Frankrig.

Området, hvor ransagningerne foregik, er det samme, hvorfra jihadister i november sidste år planlagde et omfattende terrorangreb mod den franske hovedstad, Paris, hvor 130 mennesker mistede livet.

Belgien er i forvejen i højt alarmberedskab efter et terrorangreb i Bruxelles lufthavn og byens metro tilbage i marts. 32 personer mistede livet i den forbindelse, og den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) tog ansvaret for angrebet.

Belgien er det land i EU, der i forhold til indbyggertal har bidraget med det højeste antal islamistiske krigere i Syrien og Irak.

Lørdag spilles de første kampe i 1/8-finalen ved det igangværende EM i Frankrig.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress