22/06-15 22:48

Reuters: Vestager på vej med advarsel mod telefusionReuters: Vestager på vej med advarsel mod telefusion

EU-Kommissionen er ifølge anonyme kilder bekymret over fusion mellem Telenor og Telia i Danmark.

storybild

(Billede: Polfoto)

EU's konkurrencemyndigheder med den danske kommissær Margrethe Vestager i spidsen er ifølge nyhedsbureauet Reuters på vej med en advarsel mod den planlagte fusion mellem Telenor og Telia i Danmark.

To unavngivne kilder oplyser til nyhedsbureauet, at kommissionen i denne uge vil advare selskaberne mod de uhensigtsmæssige konsekvenser af en sammenlægning af de danske aktiviteter.

En sådan advarsel vil ifølge Reuters lægge pres på selskaberne for at komme med indrømmelser, der kan mildne kommissionens bekymringer over konkurrencen.

Hvis selskaberne ikke kommer kommissionen i møde, kan kommissionen blokere for en fusion.

LÆS OGSÅ: Vestager går i krig mod endnu en amerikansk it-gigant

Konkurrenten 3, der er den mindste af spillerne på det danske mobilmarked, har tidligere advaret om, at det bliver dyrere for kunderne, hvis de to selskaber får lov at slå sig sammen.

- Markedet bliver reduceret fra fire til tre spillere. Det vil i alle andre sammenhænge betyde, at priserne begynder at stige, fordi der er færre steder for kunderne at gå hen.

- Jeg er sikker på, at priserne vil stige markant, sagde Morten Christiansen, der er direktør for 3, til Ritzau Finans tidligere i juni.

Ud over Telia, Telenor og 3 er det TDC, der dominerer mobilmarkedet i Danmark.

Hos Sydbank følger senioranalytiker Morten Imsgard det danske telemarked, og han er ikke helt enig i vurderingen af, at priserne vil stige efter en eventuelt kommende fusion mellem Telia og Telenor.

LÆS OGSÅ: EU-talskvinde: Kommissærer er også politikere

- Det kommer an på, hvordan man definerer en prisstigning. Over tid vil selskaberne måske holde igen med at lade priserne falde.

- Men for de rå teleabonnementer bliver det nok svært at sætte priserne op, for så står selskaberne med et forklaringsproblem over for politikerne, og hvis det sker, inviterer man også nye selskaber ind på markedet, har Morten Imsgard tidligere sagt til Ritzau Finans.

Margrethe Vestager udtrykte tidligere på året bekymring over, hvorvidt fusionen ville være god set fra et forbrugersynspunkt, og det er blandt andet det, der bliver kigget på i øjeblikket.

Kommissionstalsmand Ricardo Cardoso afviser over for Reuters at kommentere oplysningerne om, at en advarsel skulle være på vej. Selskaberne ønsker heller ikke at kommentere, før der foreligger et brev fra kommissionen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress