Af Ritzau - 28/11-16 07:07

Kinesisk politi anholder ni for fatalt bygningskollapsKinesisk politi anholder ni for fatalt bygningskollaps

Ni personer er blevet anholdt efter sidste uges ulykke, hvor 74 mennesker blev dræbt på et kraftværk i Kina.

storybild

Ulykken skete på en del af kraftværket, hvor to kuldrevne enheder er under opførelse. Ud over det lokale brandvæsen deltog kinesisk militær i redningsarbejdet. (Billede: Scanpix/-)

Kinesisk politi har tilbageholdt ni personer i en sag om en arbejdsulykke på et kraftværk, hvor 74 mennesker døde.

Det oplyser det kinesiske nyhedsbureau Xinhua mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Ulykken fandt sted torsdag i sidste uge omkring klokken 7 lokal tid på et kraftværk i byen Fengcheng i provinsen Jiangxi i den østlige del af landet. Her kollapsede en platform på et køletårn, der er under opførelse.

Ifølge Xinhua er bestyrelsesformanden i det ansvarlige selskab bag byggeriet blandt de tilbageholdte.

Nyhedsbureauet skriver videre, at de ni tilbageholdte er mistænkte for at have "et større ansvar" for ulykken, hvorfor de kan forvente at blive sigtet.

Ulykken skete på en del af kraftværket, hvor to kuldrevne enheder er under opførelse. Det var forventet, at de ville være færdige i første halvdel af 2018.

Ud over det lokale brandvæsen deltog kinesisk militær i redningsarbejdet. Mindst 240 personer deltog i arbejdet.

Årsagen til ulykken er endnu ukendt.

Dødsulykker er ikke ualmindelige i industriområder i Kina. Lave sikkerhedsstandarder har været årsag til blandt andet mineulykker og fabriksbrande.

Den kinesiske regering har lovet at forbedre sikkerheden. Præsident Xi Jinping udtalte efter sidste års eksplosionsulykke i havnebyen Tianjin, at myndighederne har lært deres lektie.

Ulykken kostede flere end 170 mennesker livet.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress