Af Ritzau - 29/11-16 09:51

Sydkoreas præsident signalerer hun vil træde tilbageSydkoreas præsident signalerer hun vil træde tilbage

Præsident Park Geun-hye, der beskyldes for korruption, har tilbudt at træde tilbage efter massive protester.

storybild

En mand følger præsident Park Geun-hyes tale, hvori hun for første gang signalerer, at hun vil træde tilbage som følge af en korruptionsskandale. (Billede: Reuters/Stringer)

Sydkoreas præsident, Park Geun-hye, der beskyldes for korruption, har for første gang tilbudt at træde tilbage efter en række massedemonstrationer i Seoul.

Park Geun-hye har tidligere fremsat undskyldninger Hun har erklæret sig "sønderknust" på grund af den politiske krise, men hun har afvist at træde tilbage.

Men i en tv-tale tirsdag - hendes tredje siden skandalen blev kendt - erklærede Park, at hun vil træde tilbage.

Men først når parlamentet har "udarbejdet en procedure, hvorpå magten kan overdrages på en måde, som minimerer et magttomrum og kaos for landets regering."

En talsmand for oppositionspartiet, Det Demokratiske Parti, Youn Kwan-suk, kalder Parks udmelding for "et trick".

- Befolkningen ønsker, at hun træder tilbage øjeblikkeligt uden at trække tiden ud og lægge ansvaret over på parlamentet, siger han til nyhedsbureauet Yonhap.

Præsidenten har været under voldsomt pres, fordi hun er blevet sat i forbindelse med en omfattende korruptionssag.

Den kan have tråde helt op i de øverste magtlag i landets regering.

Sagen har allerede haft konsekvenser for det politiske landskab i Sydkorea.

Mandag trak landets justitsminister sig. Tidligere har Park fyret adskillige rådgivere og udnævnt en ny premierminister for at forsøge at genvinde folkets tillid.

I weekenden var der for femte uge i træk folkelige protester rettet mod præsidenten.

Hvis Park ender med at træde tilbage, skal der holdes valg inden for 60 dage for at finde en afløser.

Korruptionsskandalen har Choi Son-sil, en af Parks nærmeste veninder, som omdrejningspunkt.

Hun sidder i øjeblikket fængslet og er mistænkt for at have udnyttet sit venskab med præsidenten til at presse penge ud af store selskaber.

Ifølge anklagerne har Park været medvirkende til pengeafpresningen samt lækket fortrolige dokumenter til Choi. Præsidenten nægter anklagerne.

Parks modstandere i parlamentet arbejder på at stille præsidenten for en rigsret.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress