Af Ritzau - 22/11-16 19:19; Opdateret: 23/11-16 02:09

Donald Trump tilbyder tidligere rival post som boligministerDonald Trump tilbyder tidligere rival post som boligminister

Ben Carson er blevet tilbudt posten som boligminister og minister for byudvikling. Han overvejer tilbuddet.

storybild

Ben Carson trak sig fra det republikanske primærvalg i marts og gav derpå sin opbakning til Trump. (Arkivfoto) (Billede: Reuters/Mike Blake)

USA's kommende præsident, Donald Trump, har nu officielt tilbudt Ben Carson posten som minister med ansvar for bolig og byudvikling.

Det oplyser en talsmand for Carson tirsdag amerikansk tid, skriver nyhedsbureauet Reuters.

- Den kommende præsident har bedt ham om at overveje det, hvilket han gør, siger talsmand Armstrong Williams. Han tilføjer, at Carson vil overveje tilbuddet i løbet af Thanksgiving-ferien.

Thanksgiving ligger i år torsdag 24. november.

Tidligere tirsdag skrev Trump på Twitter, at han kraftigt overvejer Carson som leder for Bolig- og Byudviklingsministeriet.

- Jeg har lært ham godt at kende. Han er en meget talentfuld person, der elsker mennesker, skrev Trump.

Hans stab bekræftede efterfølgende, at han tirsdag skulle mødes med sin tidligere rival fra primærvalgkampen.

Carson trak sig fra kapløbet om at blive sit partis præsidentkandidat i marts.

Den tidligere hjernekirurg nåede ikke at vinde en eneste stat i Republikanernes primærvalg.

Efter Carson i marts opgav ambitionen om at blive Republikanernes præsidentkandidat, gav han sin støtte til Trump.

Ben Carson var i mange kredse et kendt navn, allerede inden han meldte sig i præsidentkapløbet.

I 1987 udførte han som den første i verden en vellykket adskillelse af siamesiske tvillinger, der var vokset sammen ved hovederne. Det understøttede hans ry som en af USA's førende hjernekirurger.

I 2012 skrev han en bog, hvor han beskyldte præsident Barack Obama for at være en radikal venstreorienteret. Det gjorde ham øjeblikkeligt populær i højreorienterede kredse.

Carson er desuden kendt for at omtale Obamas sundhedsreform som "det værste, der er sket i denne nation siden slaveriet". Ifølge Ben Carson bygger sundhedsreformen på samme ideologi som kommunisten Lenins.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress