Af Ritzau - 27/10-16 18:52; Opdateret: 27/10-16 21:08

Nato og EU er partnere på forsvarsområdet - ikke rivalerNato og EU er partnere på forsvarsområdet - ikke rivaler

22 Nato-lande er også medlemmer af EU. Der er ingen, der har lyst til at konkurrere med sig selv, siger Nato.

storybild

EU's udenrigschef, Federica Mogherini (til venstre), og Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg (til højre), hilser på hinanden under Natos forsvarsministermøde i Bruxelles. De er begge enige om, at EU er partnere, ikke rivaler. (Billede: Reuters/Francois Lenoir)

Nato og EU er partnere, når det gælder forsvar og sikkerhed. Ikke rivaler. Og samarbejdet vil blive endnu tættere i fremtiden.

Det er budskabet fra både Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, og EU's udenrigschef, Federica Mogherini, på Natos forsvarsministermøde torsdag i Bruxelles.

- Jeg er fuldstændig overbevist om, at det absolut er muligt at styrke europæisk forsvar, så det supplerer Nato og ikke duplikerer det, som Nato gør, siger Stoltenberg.

- Et stærkere Europa vil give et stærkere Nato, siger han.

Nato-chefen siger, at EU's ambitioner hverken handler om en Europa-hær eller om kollektivt forsvar.

Han siger samtidig, at 22 Nato-lande også er medlemmer af EU.

- Og der er ingen, der har lyst til at begynde at konkurrere med sig selv, siger Stoltenberg.

I sin State og the Union-tale i september sagde EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, at EU bør have sit eget militære hovedkvarter og arbejde hen imod en fælles europæisk militærstyrke.

Men Federica Mogherini siger, at det på ingen måde handler om at opbygge en Europa-hær.

Og et forslag om et militært hovedkvarter handler om at blive bedre til at styre de civile og militære operationer, som EU allerede er i gang med.

Hun siger, at det ikke handler om at bygge et hovedkvarter i stil med Natos store militære hovedkvarter, Shape, syd for Bruxelles.

- Et stærkere EU på forsvarsområdet betyder også et stærkere Nato, siger Mogherini.

- Vi vil fortsætte med at arbejde ambitiøst sammen på daglig basis ved at supplere hinanden uden at overlappe og uden at duplikere hinanden, siger hun.

De to organisationer arbejder sammen flere steder.

Nato støtter blandt andet EU's flådeoperation Sophia. Operationen prøver at stoppe de menneskesmuglere, der sender flygtninge og migranter fra Libyen mod Europa.

Danmark har været meget på vagt over for EU's ambitioner på forsvarsområdet, hvor Danmark har forbehold.

Men forsvarsminister Peter Christensen (V) er beroliget af de seneste meldinger om, at Nato og EU skal supplere og ikke kopiere hinanden.

- Den endelige konklusion er ikke draget, siger Peter Christensen.

- Men EU fokuserer blandt andet på udvikling og produktion af militært materiel. Det giver jo ingen bekymring fra dansk side, siger han.

Peter Christensen siger, at EU's styrke er at forebygge og stabilisere kriser, mens Natos ansvar er at sikre Europa.

- Derfor er et samarbejde mellem Nato og EU en rigtig god idé, når vi udnytter hinandens styrker uden at kopiere dem, siger forsvarsministeren.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress