Af Lars Sejr - 20/11-15 21:55

27 dræbt ved gidseltagning på hotel i Mali27 dræbt ved gidseltagning på hotel i Mali

Specialstyrker fra Mali fik støtte af amerikanske og franske soldater i aktion mod gidseltagere på luksushotel i Malis hovedstad, Bamako.

Bildstrecke im Grossformat »

Malis hovedstad Bamako blev fredag rystet af et gidseldrama på et amerikanskejet hotel, hvor bevæbnede mænd holdt et stort antal mennesker som gidsler i mange timer.

Det lykkedes soldater at befri 30 gidsler hurtigt, men 138 blev tvunget op på luksushotellets øvre etager af gidseltagerne.

Sent på aftenen lød en optælling, at mindst 27 var blevet dræbt under skudvekslinger.

- Gidseldramaet er overstået, sagde en kilde i sikkerhedsstyrkerne.

Kilden fortæller også, at franske specialstyrker havde deltaget i operationen mod gidseltagerne.

BBC rapporterede, at også amerikanske specialstyrker var involveret i bestræbelserne på at hjælpe gidslerne på Hotel Radisson Blu.

- Amerikanske styrker har hjulpet med at flytte civile til sikrede steder, mens maliske styrker rydder hotellet for fjendtlige, bevæbnede mænd, sagde generalløjtnant Michelle Baldanza.

Under den militære operation blev alle udgange på hotellet blokeret.

- Vi blokerede alle udgange, så vi var sikre på, at det ikke er muligt for gidseltagerne at flygte, sagde indenrigsministeren til journalister uden for Radisson Blu.

En hotelgæst fra Elfenbenskysten fortalte, at hun sammen med seks andre var blevet eskorteret ude af politiet, mens de bevæbnede angribere, der havde råbt religiøse slagord, forskansede sig på femte eller sjette etage.

En sikkerhedskilde sagde til Reuters, at adskillige gidsler fik lov til at gå, fordi de var i stand til at recitere vers fra Koranen.

Blandt andre tyrkiske, indiske, kinesiske og franske statsborgere blev taget som gidsler.

Der er ingen grund til at tro, at der var danskere involveret i gidseldramaet, oplyste Udenrigsministeriets Borgerservice til Ritzau.

Tilhængere af en gruppe tilknyttet al-Qaeda tager skylden for gidseltagningen ifølge et opslag på det sociale medie Twitter. Gidseltagerne er ifølge Twitter-opslaget medlemmer af gruppen al-Mourabitoun fra det nordlige Mali, der i 2012 oplevede et islamistisk oprør.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress