Af Ritzau - 09/09-16 21:32

VW-ingeniør tiltalt for snyd med bilers softwareVW-ingeniør tiltalt for snyd med bilers software

Volkswagen-ansat i USA erkender at have udviklet omstridte motorer med en indbygget snydemekanisme.

storybild

Bilproducenten Volkswagen har indrømmet, at koncernen har indbygget software i dieselmotorer, der deaktiverer forureningskontrol ved prøver. (Billede: Reuters/Fabian Bimmer)

En ingeniør fra bilproducenten Volkswagen er fredag blevet tiltalt i USA for sin rolle i skandalen om snyd med dieselbilers forurening.

Ifølge tiltalen har den 62-årige James Liang været med til at udvikle en halv million motorer med indbygget snydesoftware. Mekanismen skulle skjule bilernes faktiske udledning af forurenende partikler. De pågældende biler er alle solgt i USA.

Sagen mod den mangeårige VW-ansatte bliver behandlet af forbundsdomstolen i den amerikanske storby Detroit, der er centrum for USA's bilindustri.

Ifølge anklagen har Liang og hans medsammensvorne været med, stort set siden Volkswagen begyndte at producere dieselmotorer med snydesoftware.

James Liang erkender sig skyldig og forventes at samarbejde med den amerikanske anklagemyndighed i forbindelse med sagen.

I alt 11 millioner VW-biler anslås at være udstyret med den omstridte software, der skal skjule bilernes udledning af de såkaldte NOx-gasser.

Det er blevet kaldt den største skandale nogensinde inden for bilbranchen.

Den tiltalte ingeniør arbejdede angiveligt med udviklingen af det manipulerende udstyr fra november 2006. Dengang var han ansat ved Volkswagen i producentens hovedkvarter i Wolfsburg i Tyskland.

I 2008 flyttede han til den amerikanske delstat Californien.

Ved hjælp af den særlige mekanisme i dieselmotorerne kunne VW-bilerne slippe gennem miljøtest uden anmærkninger. Og det til trods for, at motorerne faktisk overskred de amerikanske myndigheders grænse for, hvor mange NOx-gasser de måtte udlede.

Angiveligt løj James Liang, da kontrolmyndighederne granskede misforholdet mellem VW-bilernes udledning af gasser, når de henholdsvis blev testet af myndigheder og når de kørte normalt.

- Liang og hans medsammensvorne forsøgte at få det til at se ud, som om uskyldige mekaniske og tekniske problemer var årsagen. Men de vidste i hemmelighed, at den primære årsag til uoverensstemmelsen var udstyret, der var installeret i alle VW-biler, der blev solgt i USA, lyder det i anklageskriftet.

Liang er sigtet efter paragraffer, der kan give op til fem års fængsel og over seks millioner kroner i bøde.

Volkswagen har indrømmet, at koncernen har indbygget software, der deaktiverer forureningskontrol under test. Dieselbilerne er blevet solgt verden over.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress