Af Ritzau - 07/07-16 21:13

Nordkorea: USA's sanktioner er en krigserklæringNordkorea: USA's sanktioner er en krigserklæring

Nordkorea lover gengældelse og truer med at kappe alle diplomatiske forbindelser til USA efter nye sanktioner.

storybild

Det er en "krigserklæring", at amerikanske sanktioner nu rammer den nordkoreanske leder, Kim Jong-un, mener Nordkorea. (Arkivfoto) (Billede: Reuters/Kcna)

USA's sanktioner mod Nordkoreas leder, Kim Jong-un, er en "krigserklæring" og en "hæslig forbrydelse", lyder det i en meddelelse fra det nordkoreanske udenrigsministerium.

Nordkoreas officielle reaktion viderebringes torsdag af det statslige nyhedsbureau KCNA. Den kommer, efter at den amerikanske regering onsdag besluttede at pålægge Kim Jong-un sanktioner for alvorlige brud på menneskerettighederne i det lukkede land.

Nordkorea lover, at der vil komme en skarp gengældelse mod USA for denne "værste fjendtlige handling nogensinde". Sådan lyder reaktionen fra det nordkoreanske udenrigsministerium, som dog ikke går i detaljer om den varslede gengældelse.

Ministeriet tilføjer, at Nordkorea vil kappe alle diplomatiske forbindelser, hvis USA ikke omgående trækker sanktionerne tilbage.

- Nu hvor USA har fremlagt en krigserklæring mod os, vil alle spørgsmål vedrørende forholdet til USA fremover blive håndteret i overensstemmelse med Nordkoreas krigslove, siger ministeriet.

Det er første gang, USA pålægger den nordkoreanske leder sanktioner. De retter sig mod ejendom og værdier, der ligger inden for USA's jurisdiktion.

Rapporten oplister i alt 11 personer, som hævdes at have ansvar for alvorlige brud på menneskerettigheder og for censur.

- Under Kim Jong-un begår Nordkorea fortsat uacceptable uhyrligheder mod millioner af mennesker, sagde Adam J. Szubin, en højtstående embedsmand i USA's finansministerium, onsdag.

Sydkorea har budt de amerikanske sanktioner velkommen og sagt, at det forhåbentlig kan være med til at belyse de menneskeretlige overgreb, der finder sted i Nordkorea.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress