05/03-16 13:21; Opdateret: 05/03-16 13:58

135 mennesker meldes dræbt på en uge i Syrien135 mennesker meldes dræbt på en uge i Syrien

I de områder, som ikke er omfattet af syrisk våbenhvile, skal 552 mennesker være blevet dræbt over syv døgn.

storybild

Udsigten fra fæstningsanlæg til Den Store Moske i Aleppo, hvor den syriske våbenhvile er særlig skrøbelig, da regimet har vundet meget terræn i området i de seneste uger. (Billede: Free/Colourbox)

I alt 135 mennesker er blevet dræbt under den en uge lange våbenhvile i Syrien i de områder, som er omfattet af den skrøbelige aftale, siger overvågningsgruppen Syriens Observatorium for Menneskerettigheder.

I de områder, som ikke er omfattet af våbenhvilen, skal 552 mennesker være blevet dræbt siden aftalen trådte i kraft for syv døgn siden.

Gruppen, som er tæt på oppositionen, har base i London, men indhenter dagligt oplysninger fra netværk mange forskellige steder i landet. Observatoriet har stor troværdighed hos internationale medier og er en af de mest citerede kilder over tabstal i krigen.

Våbenhvilen i Syrien, der trådte i kraft ved midnat mellem fredag og lørdag sidste uge, er forhandlet i hus af USA, Rusland og flere stormagter. Både det syriske regime og 100 oprørsgrupper har godkendt aftalen.

Våbenhvilen omfatter ikke jihadisterne i Islamisk Stat og i Nusra Fronten, der har bånd til al Qaeda.

Europæiske ledere har indtrængende opfordret Rusland og Syriens militær til at stoppe angreb på hospitaler og indstille deres "march mod Aleppo, som krænker freden og truer med dramatisk at forværre flygtningekrisen og gavne Islamisk Stat.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, og den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, siger i en fælles erklæring, at den næste runde syriske fredsforhandlinger bør indledes øjeblikkeligt.

Kerry og Lavrov, som talte i telefon sent fredag, opfordrer til, at forhandlingerne indledes så hurtigt som muligt.

Men det står samtidig klart, at der består en dyb politisk uenighed om især præsident Bashar al-Assads fremtid.

Saudi-Arabiens forsvarsminister, Adel al-Jubeir, siger, at den syriske præsident må fjernes fra magten ved begyndelsen af en politisk overgangsperiode - ikke ved dens afslutning.

USA og vestlige lande er ellers stille og roligt holdt op med at insistere på, at Assad skal væk i begyndelsen af en overgangsperiode. Det er sket i takt med, at hans militære position er blevet styrket ved russernes deltagelse i krigen siden september sidste år.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress