Af Ritzau - 20/10-16 08:15; Opdateret: 20/10-16 16:18

Tyrkiet: Kampfly dræber op mod 200 kurdere ved AleppoTyrkiet: Kampfly dræber op mod 200 kurdere ved Aleppo

Tyrkiske kampfly har bombet kurdiske mål i det nordlige Syrien. Der er stor forskel i meldinger om antal døde.

storybild

Tyrkiske kampfly har sent onsdag dræbt 160-200 soldater fra en kurdiskledet milits i landsbyer nord for Aleppo. Det bekræfter både Tyrkiet og kurdiske myndigheder. (arkivfoto) (Billede: Scanpix/Delil Souleiman)

160-200 soldater i en kurdisk milits er dræbt i tyrkiske luftangreb nord for Aleppo i Syrien. Det meddeler militæret i Tyrkiet.

Kurdiske myndigheder bekræfter angrebene, men der er stor forskel i rapporter om antallet af dræbte i angrebene.

Det tyrkiske luftvåben bombede sent onsdag områder, som de kurdiske soldater havde erobret for nylig.

Flyene angreb 26 gange mod 18 mål, hedder det i en udtalelse fra militæret i Tyrkiet torsdag morgen.

Torsdag morgen skrev kurdiske myndigheder, at kampfly fra Tyrkiet havde kastet flere end 20 bomber mod De Syriske Demokratiske Styrker (SDF).

SDF er en kurdiskledet milits. Den omfatter også arabiske soldater. Militsen har bekæmpet både Islamisk Stat og Den Frie Syriske Hær (FSA).

Kampflyene angreb landsbyerne al-Hasiya, Um al-Qura og Um Hosh, som SDF for nylig havde erobret fra Islamisk Stat (IS).

Men mens Tyrkiet melder om op til 200 dræbte, oplyser Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, som overvåger konflikten, at dødstallet ligger på 11. Dertil kommer mange sårede, skriver Reuters.

Også den kurdiske YPG-milits, der har tætte bånd til SDF, bekræfter bombardementet, men afviser de høje antal dræbte. Mahmoud Barkhadan, en leder i YPG, siger til AP, at omkring 10 kurdiske soldater har mistet livet.

Tyrkiet er officielt med i den brede alliance, som forsøger at nedkæmpe IS. Alliancen er ledet af USA.

Den tyrkiske regering er dog blevet kritiseret for at være langt mere optaget af at bekæmpe kurdere end IS-soldater i Syrien. Sådan har kritikken lydt fra USA.

En "humanitær pause" for de russiske og syriske angreb mod oprørere i Aleppo skulle torsdag morgen være indledt.

Men ifølge nyhedsbureauet AFP blev der kort efter den officielle start på våbenhvilen skudt i gader, hvor civile skulle have mulighed for at flygte.

Flere end 250.000 civile meldes fanget i den østlige del af byen, hvor oprørere opholder sig. Siden i sommer har Rusland og den syriske regeringshær med hjælp fra andre støtter belejret den store by.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress