Af Ritzau - 30/11-16 04:01; Opdateret: 30/11-16 04:35

Rivaler vil ære omkomne fodboldspillere med turneringstrofæRivaler vil ære omkomne fodboldspillere med turneringstrofæ

Finalemodstander Atlético Nacional vil ære de omkomne fra Chapecoense med fodboldtitel efter fatalt flystyrt.

storybild

Chapecoense-fans er i chok, efter at næsten hele deres elskede fodboldhold blev udslettet i et flystyrt mandag aften lokal tid. (Billede: Reuters/Paulo Whitaker)

Det colombianske fodboldhold Atlético Nacional har bedt om, at den brasilianske klub Chapecoense får tildelt Copa Sudamericana-titlen til ære for de spillere, der døde i et flystyrt mandag aften lokal tid.

Det oplyser Atlético Nacional på sin hjemmeside ifølge CNN.

- Trofæet skal være en hyldest til alle ofrene for den fatale ulykke, der har kastet vores sport ud i sorg, skriver den colombianske klub.

- For os vil Chapecoense altid være mestrene af Copa Sudamericana 2016, tilføjes det.

En mindegudstjeneste er planlagt til onsdag på Atanasio Girardot Stadium i colombianske Medellin, hvor de to hold skulle have mødtes i den første finalekamp samme dag.

Returopgøret skulle have fundet sted i Brasilien 6. december

Hovedparten af de dræbte er spillere og trænere fra Chapecoense samt journalister, der var med for at følge kampen.

Turneringen Copa Sudamericana er den sydamerikanske pendant til Europa League.

Det var første gang, at Chapecoense - en lille klub fra den sydlige by Chapeco - havde nået finalen i en stor sydamerikansk klubturnering.

- De var vores bys håb. De spillede for kærlighed for klubben og ikke for pengene, fortæller Jean Panegalli, en 17-årig studerende i Chapeco, til nyhedsbureauet Reuters.

Flere fodboldhold i den bedste brasilianske række har allerede tilbudt Chapecoense at låne spillere til næste sæson.

Samtidig har flere hold bedt Det Brasilianske Fodboldforbund (CBF) om at fritage klubben for nedrykning i tre år.

Tre af de seks overlevende fra styrtet er spillere fra Chapecoense.

Ifølge den civile luftfartsmyndighed i Colombia drejer det sig om Alan Ruschel, Jackson Follmann og Hélio Neto.

Den 24-årige brasilianske målmand Jackson Follmann har ifølge en talsmand for klubben fået amputeret sit højre ben. Det rapporterer den colombianske radiostation RCN.

Efter flystyrtet er al fodbold i Sydamerika blevet aflyst på ubestemt tid, ligesom at Brasiliens præsident, Michel Temer, har erklæret tre dages landesorg.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress