Af Ritzau - 03/09-16 04:07; Opdateret: 03/09-16 05:11

Verdens største CO2-udleder Kina godkender Paris-aftaleVerdens største CO2-udleder Kina godkender Paris-aftale

Kina står for en femtedel af verdens CO2-udledning. Derfor er godkendelsen i Kina afgørende for COP21-aftale.

storybild

Kina er vært for G20-topmøde i weekenden. G20-landene står for samlet 80 procent af verdens CO2-udledning. Arkiv (Billede: Reuters/Pool)

Det kinesiske parlament har lørdag godkendt den klimaaftale, som næsten 200 lande i december sidste år blev enige om på FN's klimatopmøde i Paris.

Det oplyser det statslige nyhedsbureau Xinhua ifølge Reuters.

Ratificeringen af Paris-aftalen i Den Nationale Folkekongres' stående komité er sket, kort inden at Kinas præsident, Xi Jinping, senere lørdag mødes med USA's præsident, Barack Obama, i forbindelse med G20-topmødet i Hangzhou.

Her ventes lederne af de to største CO2-udledende nationer i verden ifølge nyhedsbureauet dpa at offentliggøre nyheden om, at begge lande nu har ratificeret COP21-aftalen fra FN's klimatopmøde.

I Paris blev det internationale samfund enigt om at forsøge at holde den globale opvarmning under to grader celsius og helst kun halvanden.

Kina er som verdens største udleder af drivhusgasser en absolut hjørnesten i aftalen fra COP21-mødet.

Paris-aftalen træder i kraft, 30 dage efter at den er ratificeret af mindst 55 lande, der tilsammen tegner sig for mindst 55 procent af den globale CO2-udledning.

Det betyder, at det er absolut nødvendigt, at et antal af klodens store CO2-udledere som USA og Kina tiltræder aftalen, før den bliver juridisk bindende.

Med Kinas blå stempel har 24 lande nu ratificeret Paris-aftalen. Kina står alene for omkring 20 procent af verdens samlede CO2-udledning, mens USA står for cirka 18 procent ifølge Paris-aftalen.

Til sammenligning står Danmark for cirka 0,15 procent af verdens samlede udslip.

Verdens Meteorologiske Organisation under FN siger, at 2016 er godt på vej til at blive det varmeste år, der nogensinde er målt på kloden.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress