16/06-15 15:54

Italien råber på hjælp til at klare migrantkatastrofenItalien råber på hjælp til at klare migrantkatastrofen

På et EU-møde i Luxembourg om migrantkrisen fastslår Tyskland og Frankrig, at solidaritet og ansvar følges ad

Mens Italien råber på hjælp til at håndtere migrantkatastrofen i Middelhavet, advarer landets indenrigsminister på et EU-møde i Luxembourg om, at solidariteten mellem EU-landene også vil kæntre, hvis EU-landene ikke snart fordeler byrden imellem sig.

- Det er principper om ansvar og solidaritet, der står på spil, siger den italienske indenrigsminister, Angelino Alfano, ved EU-mødet i Luxembourg.

- Vi arbejder på at undgå, at Europa går politisk bankerot, og her er immigration et emne, hvor Europa enten vinder eller taber, siger han.

Angelino Alfano og den franske indenrigsminister, Bernard Cazeneuve, holdt sammen med deres tyske kollega, Thomas de Maziere, et morgenmøde inden starten på selve EU-mødet.

Her understregede Cazeneuve, at Frankrig i en strid med Italien om 250 migranter, der forsøger at komme videre op i Europa, blot benytter sig af sin ret til at sende dem tilbage til Italien.

Det skyldes, at de ifølge EU's Dublin-konvention skal have behandlet deres sag i det EU-land, de først ankommer til.

Italien anser stort set Dublin-konventionen for at være brudt sammen under presset fra de flere end 220.000 migranter, der er landet på de italienske kyster siden starten af 2014.

Både den franske og den tyske indenrigsminister støtter et kontroversielt udspil fra EU-Kommissionen, der har foreslået en obligatorisk kvotefordeling af 40.000 bådflygtninge, der allerede er i Italien og Grækenland.

Men de forlanger til gengæld, at italienerne tager fingeraftryk af dem, der kommer, og at økonomiske migranter bliver identificeret og udvist med det samme.

- Vi støtter solidaritet, men ingen solidaritet uden ansvar, siger Cazeneuve.

EU's justits- og indenrigsministermøde er et skridt på vejen mod næste uges EU-topmøde, hvor migrantkatastrofen i Middelhavet ventes at blive et hedt emne.

Danmark har forbehold på asylområdet og står uden for en eventuelt kommende EU-kvoteordning for fordeling af flygtninge.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress