Af Ritzau - 23/04-16 20:48; Opdateret: 23/04-16 21:26

Tyrkiet: Vi har opfyldt vores del af flygtningeaftalenTyrkiet: Vi har opfyldt vores del af flygtningeaftalen

Tyrkiet presser på for at få visum-fri rejser som led i aftale. Tusk roser Tyrkiet for flygtningenes forhold.

storybild

Angela Merkel (i midten) og ved siden af hende EU-præsident Donald Tusk taler med unge kvinder i Nizip-flygtningelejren i Gaziantep-provinsen i det sydlige Tyrkiet lørdag. (Billede: AP/Lefteris Pitarakis)

Fem uger efter, at flygtningeaftalen med EU er trådt i kraft, er det tydeligt, at den har haft en effekt, siger den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu.

I november var der dagligt omkring 6000 flygtninge, der tog sejlturen fra Tyrkiet til Grækenland, men nu er det tal faldet til 130, siger Davutoglu efter et møde med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og to EU-ledere lørdag.

- Det er endda så vidt, at der mange dage slet ikke er flygtninge, der krydser dette farvand, siger den tyrkiske leder.

På en fælles pressekonference med Merkel og EU-præsident Donald Tusk siger Davutoglu, at Tyrkiet har opfyldt alle sine forpligtelser i flygtningeaftalen med EU.

Nu skal EU levere og give tyrkerne lov til at rejse til EU uden visum. Det spørgsmål var afgørende for, at flygtningeaftalen kom på plads, siger Davutoglu.

Flygtningeaftalen, som Merkel og de øvrige EU-ledere står bag, er blevet kritiseret af menneskerettighedsgrupper og af FN for at være umenneskelig.

Formålet med aftalen er at bremse migrantstrømmene til EU og afholde folk fra at benytte sig af smuglerruten fra Tyrkiet til EU over Det Ægæiske Hav.

- Vort mål er ikke kun at stoppe den ulovlige migration, men at give flygtninge flere muligheder tæt ved deres hjem, siger Merkel efter sit fem-timers besøg i Tyrkiet.

Hun tilføjer, at Tyskland ved internationale forhandlinger presser på for at få særlige sikkerhedszoner i Syrien nær den tyrkiske grænse, hvor flygtningene kan søge til.

- Jeg har igen krævet, at vi får zoner, hvor våbenhvilen opretholdes og hvor der kan garanteres et vist sikkerhedsniveau, siger kansleren.

Den tyrkiske premierminister afviser samtidig anklager fra blandt andre Amnesty International om, at syriske flygtninge bliver sendt tilbage til deres hjemland mod deres vilje.

- Det gør vi ikke, fastslår han.

Aftalen mellem EU og den tyrkiske regering betyder, at Tyrkiet skal tage alle migranter og flygtninge tilbage, heriblandt også alle syrere.

Men for hver syrer, der tilbagesendes, skal EU tage imod en syrer, der i dag opholder sig i en flygtningelejr i Tyrkiet. Samtidig skal EU overføre penge, som Tyrkiet kan bruge på at give de syriske flygtninge mere tålelige forhold.

Merkel, Tusk og EU-Kommissionens næstformand, Frans Timmermans, var lørdag eftermiddag på en halv times besøg flygtningelejren Nizip-2 lidt uden for Gaziantep i det sydlige Tyrkiet.

EU's præsident, Donald Tusk, roser Tyrkiet for behandlingen af flygtninge og siger, at "ingen har ret til at belære Tyrkiet om, hvordan landet skal gøre".

- I dag er Tyrkiet det bedste eksempel i hele verden på, hvordan vi skal behandle flygtninge, siger Tusk.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress