Af Ritzau - 14/07-16 11:58; Opdateret: 14/07-16 18:44

Medie: USA vil foreslå Rusland øget samarbejde i SyrienMedie: USA vil foreslå Rusland øget samarbejde i Syrien

USA vil samarbejde med Rusland om Islamisk Stat og al-Qaeda i Syrien, viser dokumenter. Det Hvide Hus afviser.

storybild

Ifølge The Washington Post vil den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, på et møde med den russiske præsident, Vladimir Putin, torsdag aften foreslå et øget militært samarbejde omkring Islamisk Stat og al-Qaeda i Syrien. Det Hvide Hus nedtoner meldingerne. (Billede: Scanpix/Saul Loeb)

USA vil tilbyde Rusland et øget militært samarbejde og udveksling af efterretninger om Islamisk Stat (IS) og al-Qaedas hovedkvarterer, træningslejre og forsyningsruter i Syrien.

Det viser dokumenter, som The Washington Post er kommet i besiddelse af, skriver nyhedsbureauerne Reuters og AP.

Men oplysningen afvises af Det Hvide Hus som siger, at USA og Rusland ikke skal koordinere militære operationer i Syrien.

- Jeg ved, at der er spekulationer om, at der vil komme en aftale om det, men det er ikke klart, hvorvidt det vil ske, siger talsmand for Det Hvide Hus Josh Earnest.

USA vil fortsat opfordre Rusland til at bruge sin indflydelse på præsident Bashar al-Assads regime til at presse på for at få en politisk løsning på plads, tilføjer han.

Ifølge Washington Posts oplysninger vil omfanget af samarbejdet være et markant skifte efter flere års rivalisering mellem USA og Rusland, der står på hver side i den fem år lange borgerkrig i Syrien.

Forslaget vil ifølge avisen blive præsenteret senere torsdag, når den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, aflægger Ruslands præsident, Vladimir Putin, et besøg i Moskva.

Kerry afviser ifølge The Washington Post at kommentere oplysningerne.

- Jeg vil udtale mig, når jeg tager til Moskva og mødes med præsident Putin i aften. Så vil vi have masser af tid til at tale om det, og jeg vil give jer alle en fornemmelse af, hvor vi står, sagde han på et pressemøde i Paris tidligere torsdag.

En højtstående embedsmand fra det amerikanske udenrigsministerium siger til Reuters, at Kerry blandt andet vil diskutere håndteringen af Islamisk Stat og al-Qaeda i Syrien samt indsatsen for at nedbringe volden og tillade humanitær adgang hen mod en politisk overgangsfase.

- I øjeblikket hverken gennemfører eller koordinerer vi militære operationer med Rusland, og det er heller ikke klart, om vi vil nå til enighed om at gøre det, siger den unavngivne embedsmand.

Den russiske regering afviser ifølge Reuters at kommentere artiklen fra Washington Post.

- Først når vi har modtaget disse oplysninger fra den oprindelige kilde og ikke fra en avis, vil vi være i stand til at udtale os, siger regeringstalsmand Dmitrij Peskov.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress