28/02-16 07:21

Politiet håber på nye spor på 30-års-dag for PalmedrabPolitiet håber på nye spor på 30-års-dag for Palmedrab

Kort før midnat den 28. februar 1986 blev Sveriges statsminister dræbt af skud i det centrale Stockholm.

storybild

Seks medarbejdere fra det svenske politis såkaldte Palmegruppe sidder søndag klar ved telefonerne. De håber på nye tip i den gamle sag. (Billede: AP/Claudio Bresciani/AP/POLFOTO)

Seks medarbejdere fra det svenske politis såkaldte Palmegruppe sidder søndag klar ved telefonerne. De håber, at borgere vil markere 30-års-dagen for mordet på den svenske statsminister ved at ringe ind med nye spor i sagen.

Selv om nøglevidner bliver ældre og hukommelsen falmer, har politiet endnu ikke opgivet håbet om at opklare mordet, skriver det svenske nyhedsbureau TT.

- Det er min forhåbning og min målsætning. Men jeg kan ikke give nogen løfter, sagde Palmegruppens chef, Hans Melander, tidligere på ugen til TT.

Mellem klokken 14 og klokken 22 søndag kan Palmegruppen kontaktes på det svenske nummer 114 114.

Kort før midnat den 28. februar 1986 blev Sveriges statsminister Olof Palme dræbt af skud i det centrale Stockholm på vej hjem efter en biograftur med sin kone, Lisbet.

I løbet af de seneste 30 år har politiet fået tusindvis af tip. Men det er altså aldrig lykkedes at finde frem til gerningsmanden, og det er det svenske samfund stadig dybt traumatiseret over.

Den småkriminelle misbruger, Christer Pettersson, som døde i 2004, er den eneste, der først blev dømt, men siden frikendt for drabet.

Selv om Sverige var i et begyndende opbrud i 1980'erne, så blev Olof Palmes død afslutningen på en æra i svensk politik med årtiers socialdemokratisk dominans.

Som den 74-årige Ulf Adelsohn, tidligere leder af det borgerlige parti Moderaterna, siger til avisen Expressen, så var Palme elsket og sågar dyrket af sine egne, mens han også var hadet og foragtet af andre.

Adelsohn peger på Palmes arrogante facon og hans knivskarpe retorik, der ikke levnede modstandere mange chancer. Men Palme var også kendt for at forsvare de undertrykte i verden. Det gjaldt vietnameserne under USA's krig og de sorte i Sydafrika

/ritzau/TT

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress