18/02-16 05:06

Danske Jeppe har støbt kuglerne til britisk EU-aftaleDanske Jeppe har støbt kuglerne til britisk EU-aftale

Han er snu, ordholdende og kan EU-traktaterne på fingrene, siger folk tæt på dansk forhandlingsleder i EU.

storybild

EU-præsident Donald Tusk og den britiske premierminister, David Cameron, holdt tidligere på måneden et af mange møder for at finpudse den tekst, der skal gøre det muligt for Cameron at anbefale sine vælgere at blive i EU. En dansk embedsmand har ført pennen på store dele af teksten. (Billede: AP/Geert Vanden Wijngaert)

Når tv-kameraerne de næste to dage zoomer ind på de europæiske ledere, der samles i Bruxelles for at slå søm i en kompleks politisk pakke, der skal få Storbritannien til at blive i EU, så dukker der tit en alvorlig og lidt anonymt udseende mand med gråsprængt hår og lette briller op blandt præsidenter og premierministre.

Siden juli sidste år har den 53-årige Jeppe Tranholm-Mikkelsen som generalsekretær i EU's Ministerråd ledet forhandlingerne blandt en lille gruppe britiske og europæiske embedsmænd og diplomater, der har forberedt teksten.

Han er også med til højbords ved EU-topmødet.

Selv ønsker Jeppe Tranholm-Mikkelsen ikke at sige andet, end at hans rolle "nødvendigvis må være diskret", og at han derfor ikke ønsker at medvirke i en artikel.

Men flere af dem, der har siddet med i lokalet eller har fulgt nøje med fra Bruxelles og de øvrige 27 EU-hovedstæder, er imponerede over, hvordan danskeren for bordenden har ledet de politisk sprængfarlige forhandlinger.

De taler om en snu, ordholdende, hård, men også lyttende forhandler, der kan EU-traktaterne på fingrene og - som én siger - "fornuftig, for han er jo dansker".

Den eneste, der har ønsket at udtale sig til citat, er kommissionsformand Jean-Claude Junckers kabinetschef, Martin Selmayr.

- Jeppe er en sand mester udi alle rådets procedurer og strategier. Han er en erfaren og ofte hård forhandler. Men han er også altid en pålidelig partner - også i situationer, hvor der krydses klinger.

- Når først Jeppe har givet sit ord, så står det urokkeligt fast i lige så høj grad som selve de traktater, unionen hviler på, siger Selmayr i en mail til Ritzau.

En anden person tæt på forhandlingerne leverer beskrivelsen: "snu og erfaren - den fuldendte embedsmand, der behersker sit felt".

Et par af dem, der arbejder helt tæt på Jeppe, som han er kendt som i Bruxelles, taler om en "arbejdsnarkoman", der "er generøs med sin tid - men også meget krævende i forhold til, hvordan den bliver udnyttet".

Torsdag og fredag er det stats- og regeringscheferne, der skal prøve at enes om den endelige tekst, så premierminister David Cameron kan tage hjem og anbefale de britiske vælgere at stemme ja til at blive i EU.

En del af den juridiske løsning, der skal få aftalen til at fungere, er modelleret efter en af Danmarks gamle særaftaler i EU. Og altså udtænkt af en dansker.

- Jeppe er arkitekten bag aftalen. Ingen tvivl om det. Det er ham, der har fundet det sprog, folk kan leve med - og givet Cameron det, han har brug for, siger en EU-diplomat, der kender Jeppe Tranholm-Mikkelsen godt.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress