29/03-16 21:31

FBI advarede Belgien om selvmordere få dage før angrebFBI advarede Belgien om selvmordere få dage før angreb

Holland hævder at have sendt advarsel videre til belgiske myndigheder, men det afviser belgisk politi.

storybild

(Billede: Polfoto/AP)

Blot seks dage før bombeangrebene i Bruxelles inden påske sendte det amerikanske forbundspoliti en advarsel til Holland om to af de mænd, der menes at have udløst bomberne.

FBI advarede om, at brødrene Ibrahim El Bakraoui og Khalid El Bakraoui havde kriminelle baggrunde. Den ene var tidligere syrienkriger. Den anden efterlyst via Interpol.

Dagen efter rapporten fra det amerikanske forbundspoliti viderebragte de hollandske myndigheder meldingen til nabolandet Belgien, oplyser justitsministeriet i Haag.

FBI satte i september 2015 Ibrahim El Bakraoui på en overvågningsliste over personer, der kunne have eller kunne udvikle forbindelse til terrorisme.

Dagen efter blev sagen bragt op på et bilateralt møde mellem hollandsk og belgisk politi, siger Hollands justitsminister, Ard Van der Steur, på et møde i parlamentet i Haag.

- Begge brødres radikale baggrunde blev drøftet, siger ministeren om mødet med de belgiske myndigheder.

Ibrahim El Bakraoui stod bag den ene af sidste tirsdags to selvmordsbomber i lufthavnen Zaventem, mens Khalid El Bakraoui detonerede en bombe godt en time senere på metrostationen Maelbeek lige ved EU-kvarteret i den belgiske hovedstad.

Belgisk politi siger imidlertid, at man på mødet med Holland ikke modtog besked om advarslen eller oplysninger fra FBI om brødrene.

I stedet diskuterede de to lande, ifølge belgisk politi, en algerisk militant med forbindelse til angrebene i Paris 13. november sidste år.

Belgien har erkendt, at myndighederne har begået fejl i forbindelse med angrebene 22. marts. Belgien har tirsdag nedjusteret antallet af dødsofre til 32. Tre bombemænd omkom også i angrebene.

Tyrkiet beskyldte i sidste uge Belgien for at have ignoreret en klar trussel ved ikke at holde godt øje med den belgiske statsborger Ibrahim El Bakraoui, som i juli sidste år blev udvist fra Tyrkiet til Holland.

Det er ifølge den hollandske justitsminister uvist, hvor længe Ibrahim El Bakraoui opholdt sig i Holland, før han tog videre til Belgien.

Ifølge Ard Van der Steur havde hollandsk politi ikke fokus på Ibrahim El Bakraoui, og han var ikke på nogen overvågningsliste.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress