Af Ritzau - 06/06-16 01:51

Perus præsidentvalg er en potentiel historisk gyserPerus præsidentvalg er en potentiel historisk gyser

En kvinde kan for første gang blive præsident i Peru, men valget søndag er for tæt til at kåre vinderen endnu.

storybild

Valget i Peru er indtil videre ekstremt tæt. Derfor kan der endnu ikke udpeges en vinder. Arkivfoto (Billede: Reuters/Janine Costa)

Keiko Fujimori kan skrive historie i Peru ved at blive landets første kvindelige præsident. Men hendes forspring ned til den tidligere premierminister Pedro Pablo Kuczynski er smuldret.

Dermed er præsidentvalget søndag blevet en gyser, hvor det efter valgstedernes lukning endnu ikke står klart, hvem der kan tiltræde præsidentposten.

Tre såkaldte exitpolls viser, at der er tale om et nærmest uafgjort valg. De to institutter Ipsos og GfK peger begge på en smal sejr til 77-årige Kuczynski, mens CPI rapporterer om en lille føring til Keiko Fujimori.

- Det er tydeligvis uafgjort, siger Alfredo Torres, analytiker ved Ipsos, til Reuters.

- Det kunne vippe over til Fujimori i udkantsregioner og til PPK (Pedro Pablo Kuczynski, kaldenavn, red.) med stemmer fra udlandet, siger han videre.

Fujimori er 41 år og datter af Alberto Fujimori, der var Perus præsident fra 1990 til 2000. I 2005 blev han idømt 25 års fængsel for blandt andet drab, bortførelser og korruption samt en række brud på menneskerettighederne.

Keiko Fujimori har lagt afstand til sin fars politik. Alligevel har omkring halvdelen af peruanerne ifølge en tidligere måling sagt, at de aldrig kunne drømme om at stemme på hende.

Derfor var det ventet, at hun kunne få problemer ved præsidentvalgets anden runde 5. juni.

Både Keiko Fujimori og Pedro Pablo Kuczynski har lovet at sætte skub i økonomien. De vil, lover de, bekæmpe kriminaliteten i det sydamerikanske land med 30 millioner indbyggere.

Det ventes, at de første officielle stemmetal vil blive offentliggjort omkring klokken 21 lokal tid. På grund af det tætte valg er Perus indbyggere dog ifølge Reuters formentlig nødt til at vente til mandag, før de får at vide, hvem deres næste præsident bliver.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress