Af Ritzau - 03/10-16 11:44; Opdateret: 03/10-16 13:10

Japaner får nobelpris for at opdage proces kendt fra kræftJapaner får nobelpris for at opdage proces kendt fra kræft

En 71-årig japaner, som har opdaget mekanisme for nedbrydning i cellerne, får nobelprisen i medicin.

storybild

71-årige Yoshinori Ohsumi modtager nobelprisen i medicin for en opdagelse af, hvordan cellerne "spiser sig selv". (Billede: Scanpix/Jonathan Nackstrand)

Yoshinori Ohsumi modtager nobelprisen i medicin for opdagelsen af en celleproces, som kendes fra kræft og andre sygdomme.

Karolinska Institutet (KI) i Stockholm har afsløret navnet på modtageren på et pressemøde mandag formiddag.

Den 71-årige forsker tildeles prisen for grundforskning, som han lavede i 1990'erne. Hans opdagelse handler om mekanismen autofagi, som er en nedbrydning af komponenter i cellerne.

- Autofagi eller "selvspising" har været et kendt begreb i medicinsk forskning i mere end 50 år, men vigtigheden af mekanismen har ikke været kendt før Ohsumis gennembrud, skriver Nobelkomiteen ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

For Yoshinori Ohsumi selv kommer prisen som en overraskelse.

- Det er en stor ære og slet ikke noget, jeg havde forventet, siger han til Sveriges Radio.

Ifølge Thomas Perlmann, sekretær ved Nobelkomitéen for fysiologi og medicin, virkede Ohsumi oprigtigt overrasket, da han fik beskeden om, at han er tildelt den prestigefulde pris.

- Det første, han sagde, var "aaah", siger Thomas Perlmann til TT.

På pressemødet i den svenske hovedstad beskrives det, at cellerne i autofagi-processen "spiser sig selv". Når processen forstyrres, kan det føre til sygdommen Parkinson og sukkersyge.

I tråd med traditionen vil forskeren modtage prisen ved en officiel ceremoni i Stockholm 10. december, der er årsdagen for Alfred Nobels død i 1896.

Yoshinori Ohsumi fik en doktorgrad ved universitetet i Tokyo i 1974. Efter studier i USA vendte han hjem til Japan, hvor han dannede en forskergruppe i 1988.

Han har de seneste syv år været professor ved teknologisk institut i Tokyo.

Fem gange er medicinprisen tilfaldet en dansker. Senest blev Niels K. Jerne i 1984 hædret for teorier om kroppens immunsystem og opdagelsen af princippet for produktion af monoklonale modstandsstoffer.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress