Af Ritzau - 20/06-16 15:52; Opdateret: 20/06-16 16:25

Tidligere VW-topchef efterforskes for markedsmanipulationTidligere VW-topchef efterforskes for markedsmanipulation

Undersøgelse skal vise, hvorvidt ledelsen hos VW vidste mere om skandalen tidligere end angivet.

storybild

Skandalen i Volkswagen kan få endnu et kapitel, da den tyske statsanklagemyndighed i Braunschweig vil indlede en formel undersøgelse af den tidligere VW-koncernchef Martin Winterkorn. (Billede: Reuters/Fabian Bimmer)

Statsanklagemyndigheden i Braunschweig oplyser mandag, at den vil indlede en formel undersøgelse af den tidligere VW-koncernchef Martin Winterkorn, som er blevet beskyldt for manipulation i forbindelse med VW-skandalen omkring svindel med udstødningsgasser.

Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.

Også et andet tidligere medlem af VW's bestyrelse vil blive efterforsket. Der er ikke oplyst detaljer om den pågældende.

- Begge er mistænkt for manipulation af markedet i forbindelse med skandalen, hedder det i meddelelsen.

Den indledende efterforskning vil være koncentreret om, hvorvidt der er "tilstrækkeligt med håndgribelige tegn" på, at Volkswagen havde pligt til at give meddelelse om mulige finansielle skadevirkninger af bilgigantens manipulationer før den 22. september 2015, hvor bilproducenten offentliggjorde skandalen.

Anklagemyndigheden siger, at undersøgelsen skal fastslå, om der er grundlag for en videre retsforfølgelse.

VW-skandalen startede, da de amerikanske miljømyndigheder sidste år afslørede, at dieselbiler fra de tyske VW-fabrikker viste vidt forskellige tal, når udstødningen blev målt henholdsvis i laboratorier og på landeveje.

De amerikanske test viste, at VW bevidst snød med udledningerne, så bilerne fremstod mere miljøvenlige, end de faktisk var.

Det blev afsløret, at bilgiganten havde installeret snydesoftware i 11 millioner dieselmotorer på verdensplan. Softwaren fik bilerne til at fremstå mere miljøvenlige, end de i virkeligheden er, når de testes af miljømyndighederne.

Volkswagen har fra begyndelsen insisteret på, at en lille gruppe af ingeniører stod bag den ulovlige software.

Winterkorn, der trådte tilbage i kølvandet på sagen, blev angiveligt allerede i maj 2014 advaret om mulig snyd med dieselmotorerne, har virksomheden tidligere indrømmet.

Martin Winterkorn blev efterfulgt af Porsches daværende topchef, Matthias Müller, som øverste chef for Volkswagen.

ritzau/dpa

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress