Af Ritzau - 16/09-16 12:17; Opdateret: 16/09-16 12:38

Løkke er parat til at hjælpe Bulgarien med grænsekontrolLøkke er parat til at hjælpe Bulgarien med grænsekontrol

Danmark stiller altid op, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen ved EU-topmødet i Bratislava.

storybild

Vi stiller altid op, siger statsminister Lars Løkke Rasmussen før EU-topmødet i Bratislava. Han vil have topmødet til at fokusere på migrationskrisen, kampen mod terror og på at skabe mere velstand i Europa. (Billede: Scanpix/Malene Anthony Nielsen)

Danmark vil hjælpe Bulgarien med at kontrollere grænsen til Tyrkiet, hvor stadig flere migranter forsøger at komme ind i EU.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fredag før starten på det uformelle EU-topmøde i Bratislava for de 27 lande, der bliver i EU efter den britiske exit.

Statsministeren siger, at hvis andre EU-lande også byder sig til, er Danmark parat til at sende et mindre antal politibetjente til Bulgarien for at beskytte EU's ydre grænse.

- Vi stiller altid op. Derfor vil vi selvfølgelig også være parate til at yde et bidrag i forhold til Bulgarien, siger Lars Løkke Rasmussen.

EU-præsident Donald Tusk vil på det uformelle topmøde opfordre EU-landene til at sende både grænsevagter og udstyr til Bulgarien for at beskytte EU's ydre grænse.

- Aldrig igen kan vi tillade, at vores grænser bliver overrendt af migration som i 2015, har Donald Tusk sagt op til topmødet i Bratislava.

Han har samtidig understreget, at hjælp til Bulgarien vil være et signal om, at EU ikke tøver med at handle.

I sin store tale onsdag om unionens tilstand satte EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, tal på, hvad der er behov for at hjælpe Bulgarien med.

- Jeg ønsker at se mindst 200 ekstra grænsevagter og 50 ekstra køretøjer udstationeret ved Bulgariens ydre grænser fra oktober, sagde Juncker.

EU's grænseagentur, Frontex, har i forvejen over 100 grænsebetjente udstationeret i Bulgarien.

Lars Løkke Rasmussen håber, at topmødet vil sende et stærkt signal om, at Europa vil samarbejde om at passe på de ydre grænser.

Han ønsker "koncentreret fokus" fra EU-lederne på migrationskrisen, kampen mod terror og på at skabe mere velstand i Europa.

- Vi skal ikke festligholde briternes exit med at finde på store vidtløftige integrationsprojekter, siger statsministeren.

- Vi skal tværtimod tage den skepsis, der er, alvorligt og koncentrere os om at løse de opgaver, der er påtrængende, siger han.

Lars Løkke Rasmussen siger, at han vil have "et stærkt og stort EU på de store ting og et slankere EU på de små ting".

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress