Af Ritzau - 03/05-16 05:38; Opdateret: 03/05-16 10:05

Nato overvejer at opruste ved grænsen til RuslandNato overvejer at opruste ved grænsen til Rusland

De baltiske lande frygter deres russiske naboer, og de har derfor angiveligt bedt Nato om hjælp.

storybild

Ruslands præsident, Vladimir Putin, taler til befolkningen i en by på Krim-halvøen fra en storskærm. I 2014 annekterede Rusland halvøen. (Billede: Reuters/Pavel Rebrov)

Nato overvejer at opruste nær Ruslands grænser, siger den amerikanske forsvarsminister, Ash Carter, til nyhedsbureauet Reuters mandag aften.

- Det er en mulighed, som vi diskuterer, siger Carter på et officielt besøg i Tyskland.

Estland, Letland og Litauen, som tilsluttede sig Nato i 2004, har bedt om en større tilstedeværelse af Nato-tropper af frygt for Rusland, der annekterede Krim-halvøen fra Ukraine i 2014.

Ifølge den amerikanske avis The Wall Street Journal vil Nato opruste i området med 4000 soldater, der skal indsættes af USA og dets nærmeste allierede. Angiveligt er der tale om 2000 amerikanere, 1000 tyskere og 1000 briter.

Årsagen er den forøgede russiske aktivitet langs Natos grænse og de store øvelser, som russerne holder der, forklarer lektor ved Forsvarsakademiet og ekspert i international sikkerhedspolitik Peter Viggo Jakobsen.

- Det handler om at prøve at afskrække russerne fra at lave "en Ukraine" inde på baltisk territorium, siger han.

- Russerne har annekteret Krim, destabiliseret hele det østlige Ukraine og har haft masser af soldater derinde. Der har også været en del chikane på grænsen ind til Baltikum, hvor man blandt andet er rendt ind over grænsen og har kidnappet en baltisk grænseofficer eller tolder.

Amerikanske regeringskilder oplyser til Reuters, at Nato generelt sigter mod at skabe mere aktivitet blandt sine styrker i Europa for at modsvare aggressiv russisk adfærd.

USA har allerede budgetteret med at øge antallet af militærøvelser samt at uddanne flere soldater i Europa. I april varslede amerikanerne, at de ville indføre et rotationsprincip, hvor landet rykker kamptropper rundt til forskellige lande i Europa.

Ash Carters tur til Tyskland vil blandt andet indeholde et møde med kommende Nato-general Curtis Scaparrotti, der skal lede Natos militære operationer i Europa.

Scaparrotti sagde under en høring i Senatet i april, at Rusland udviser "en stigende aggressiv adfærd, der er i strid med international lovgivning".

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress