Af Ritzau - 08/11-16 14:49

Thulesen Dahl støtter hverken Trump eller ClintonThulesen Dahl støtter hverken Trump eller Clinton

Vi må samarbejde med den præsident, amerikanerne vælger, mener DF's formand, Kristian Thulesen Dahl.

storybild

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, støtter hverken Hillary Clinton eller Donald Trump som USA's næste præsident. (Billede: Scanpix/Ólafur Steinar Gestsson)

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, støtter hverken Demokraternes Hillary Clinton eller Republikanernes Donald Trump som USA's 45. præsident.

Det fastslår partiformanden på valgdagen, da millioner af amerikanske vælgere stemmer i det store land.

- Det er amerikanernes valg. Det er Danmarks lod, at vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at få et meget tæt og konstruktivt samarbejde med USA, uanset hvem amerikanerne vælger som præsident, siger Kristian Thulesen Dahl.

Han påpeger, at USA er Danmarks vigtigste allierede, især i sikkerhedspolitikken.

USA's aktiemarked faldt ni dage i træk, da forbundspolitiet FBI genåbnede en efterforskning mod Hillary Clinton om e-mails, som var sendt fra hendes egen e-mailkonto udenom Udenrigsministeriet.

Kursfaldet på aktier tolkes som investorernes frygt for større usikkerhed, hvis Trump vælges som præsident.

- Der er i hvert fald skabt maksimal usikkerhed. Alene den måde, man omtaler Trump på. Han har jo også selv gjort lidt til, at man nemt kan omtale ham, siger Kristian Thulesen Dahl.

- Den person, amerikanerne vælger, har selvfølgelig et meget stort ansvar for at få tingene til at fungere. Det er jo ikke noget, vi i Danmark hverken har eller skal have indflydelse på.

I valgkampen har Donald Trump kritiseret USA's europæiske Nato-partnere for at betale alt for lidt til forsvaret. Han har antydet, at han ikke vil følge musketer-eden i artikel 5 om et fælles svar ved angreb på et Nato-land.

- Det er et fuldstændig fundamentalt omdrejningspunkt for Nato-samarbejdet, at man står last og brast. Det gør man, uanset hvor meget man aktuelt betaler til sit forsvar, siger Kristian Thulesen Dahl.

DF-formanden håber, at det er USA's holdning til Nato-samarbejdet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress