Af Ritzau - 09/04-16 20:04; Opdateret: 09/04-16 20:57

Eksplosioner i Kabuls diplomatkvarter efter Kerrys besøgEksplosioner i Kabuls diplomatkvarter efter Kerrys besøg

Eksplosioner og skud er hørt i den del af Afghanistans hovedstad, hvor flere diplomatiske missioner ligger.

storybild

USA's udenrigsminister, John Kerry (t.h.), ankom lørdag til Kabul for at mødes med afghanske ledere. (Billede: AP/Jonathan Ernst)

Mindst to eksplosioner har ramt diplomatkvarteret i Afghanistans hovedstad, Kabul, rapporterer flere internationale nyhedsbureauer.

Eksplosionerne skete kort efter, at den amerikanske udenrigsminister, John Kerry, havde forladt området. Han var lørdag på besøg i Afghanistan og mødtes med blandt andre landets præsident, Ashraf Ghani.

Det var ikke umiddelbart klart, hvad der har forårsaget eksplosionerne, som kommer efter en relativt rolig periode i den afghanske hovedstad.

Ifølge Reuters blev der også hørt skud i området.

- Vi hørte adskillige eksplosioner, men vi ved ikke, hvad der har forårsaget dem, siger en politikilde til nyhedsbureauet AFP.

Oprørere fra Taliban-bevægelsen foretager jævnligt angreb mod regeringens og militærets bygninger i hovedstaden.

John Kerrys besøg i Afghanistan kommer på et tidspunkt, hvor den afghanske regering er meget opsat på at få Taliban tilbage til forhandlingsbordet for at få afsluttet den blodige konflikt, der har præget Afghanistan siden den amerikanskledede invasion i 2001, hvor Taliban blev tvunget fra magten.

Taliban afviser at tale med regeringen, før gruppens betingelser er opfyldt, herunder at de 13.000 udenlandske soldater, som stadig befinder sig i Afghanistan, rejser hjem.

Kerry sagde tidligere, at fredsforhandlingerne med Taliban var på dagsordenen under mødet med præsident Ashraf Ghani.

Den amerikanske udenrigsminister har lørdag aften forladt Afghanistan.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress