Af Ritzau - 18/09-16 22:26; Opdateret: 18/09-16 22:42

Forsker: Russerne tror stadig på præsident PutinForsker: Russerne tror stadig på præsident Putin

Præsident Putin holder fast i de russiske vælgere. Men meget er på spil frem mod næste valg, mener forsker.

storybild

Trods en skrantende økonomi tror et flertal af russerne stadig på deres præsident, Vladimir Putin, vurderer seniorforsker Flemming Splidsboel. (Billede: Reuters/Maxim Zmeyev)

Trods en skrantende økonomi tror et flertal af russerne stadig på deres præsident, Vladimir Putin.

Det står klart søndag, efter at støttepartiet Forenet Rusland ifølge en valgstedsmåling fra det statslige analyseinstitut VTsIOM løber med sejren til parlamentsvalget.

- Russerne har oplevet det, der var værre, siger seniorforsker Flemming Splidsboel fra Dansk Institut for Internationale Studier.

Valget er afholdt i kølvandet på Ruslands annektering af Krim-halvøen i 2014, som har udløst en konflikt med Vesten.

USA og EU's sanktioner oven på annekteringen og lave oliepriser har kostet. Landet er midt i den længste økonomiske afmatning, siden præsident Putin kom til magten i 2000.

Samtidig er russerne gået til valg i skyggen af de folkelige protester og anklager om svindel, der opstod oven på sidste parlamentsvalg for fem år siden.

I de seneste år har en begyndende apati bidt sig fast blandt nogle af vælgerne, vurderer Flemming Splidsboel.

- Der er en gruppe, som gerne ser Rusland gå i en anden retning. De ønsker et mere åbent, liberalt og oplyst samfund med større frihedsrettigheder for den enkelte, siger han.

Men de møder et politisk system, der er lukket, og som kan styre medierne og manipulere med vælgerne, forklarer seniorforskeren.

- Derfor er de nået til den konklusion, at det næsten er ligegyldigt, om de stemmer eller ej. Det kan ikke ændre noget.

Selv i Putins hjemby, Sankt Petersborg, har ligegyldigheden bidt sig fast.

Nyhedsbureauet AFP har blandt andet mødt den 47-årig indbygger Dmitrij Pribytkov, da han havde afgivet sin stemme søndag.

- Valgene er fuldstændigt forudsigelige, siger han.

- Men det her er mit land, og jeg er nødt til at sige min mening.

Derfor kan apatien, som Dmitrij Pribytkov er symbol på, vise sig at få stor betydning ved de kommende valg, påpeger Flemming Splidsboel.

Og det gør parlamentsvalget til lidt af en parentes. For op til nu har politikerne reddet på en patriotisk bølge. Men den effekt er ved at aftage.

- Økonomien har det skidt, og der er sociale problemer. Men det bider ikke for alvor endnu, siger seniorforskeren.

- Derfor bliver det spændende at følge med i, om de økonomiske og sociale problemer for alvor slår igennem, for det kan få betydning for præsidentvalget og måske endnu mere det kommende parlamentsvalg.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress