12/11-15 20:22

Bomber dræber over 30 i Hizbollah-højborg i BeirutBomber dræber over 30 i Hizbollah-højborg i Beirut

37 mennesker er dræbt og mange såret i det, der lader til at være to selvmordsangreb i Libanon.

To bombeangreb har torsdag dræbt 37 mennesker i Beirut og såret over 100, siger den libanesiske indenrigsminister, Nouhad Machnouk, til nyhedsbureauet Reuters.

Eksplosionerne blev udført af to selvmordsbombere til fods og fandt sted i en forstad til det sydlige Beirut, der er domineret af den shiamuslimske Hizbollah-milits.

Bomberne sprang næsten samtidig og ramte et shiamuslimsk område ved navn Borj al-Barajneh med boliger og forretninger.

Ifølge indenrigsministeren blev en tredje selvmordsbomber dræbt i en af eksplosionerne, inden han nåede at udløse de eksplosiver, han selv bar i en vest. Hans lig er blevet fundet.

LÆS OGSÅ: Iranske soldater i Syrien skal styrke russisk offensiv

Gruppen Islamisk Stat meddeler torsdag aften, at den stod bag bombeangrebene.

Angrebene er de første i det Hizbollah-dominerede område i mere end et år.

Hizbollah støtter den syriske præsident Bashar al-Assad i borgerkrigen og har sendt mange fra Libanon til Syrien for at kæmpe.

I juni sidste år sprængtes flere bomber i Libanon som følge af krigen i nabolandet Syrien, som Libanon deler flere end 300 kilometer af sin grænse med.

Efter sidste års angreb satte den libanesiske hær kontrolposter op ved indgangene til forstæderne syd for Beirut, mens Hizbollah også selv skærpede sikkerheden.

Libanons premierminister, Tammam Salam, fordømmer angrebene og opfordrer til at stå sammen mod "planer om at skabe splid" i landet.

Eksplosionerne fandt sted, mens libanesiske politikere var samlet til et lovgivende møde for første gang i over et år.

En igangværende politisk krise i Libanon er skyld i, at landet ikke har haft en præsident i 17 måneder, og at regeringen er ude af stand til at tage selv simple beslutninger.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress