Af Ritzau - 20/04-16 01:55

Sydsudansk oprørsleder er væk: FN er dybt bekymretSydsudansk oprørsleder er væk: FN er dybt bekymret

Tidligere oprørsleder i Sydsudan skulle mandag være vendt tilbage til Juba for at tiltræde som vicepræsident.

storybild

Riek Machar er endnu ikke dukket op i Juba, som var et af de væsentligste skridt i forhold til at implementere fredsplanen, som FN står bag. Arkiv. (Billede: AP/Mulugeta Ayene)

FN's Sikkerhedsråd har tirsdag udtrykt alvorlig bekymring over, at den sydsudanske oprørsleder Riek Machar ikke er vendt tilbage til hovedstaden Juba som planlagt, oplyser rådet ifølge Reuters.

Som en del af den internationale fredsaftale i det unge land var det meningen, at Machar mandag skulle være ankommet til Juba for at tiltræde stillingen som vicepræsident.

Ifølge en talsmand for Machar skyldes forsinkelsen blot såkaldte logistiske problemer, men flere af Sikkerhedsrådets medlemmer er ikke tryg ved situationen.

- USA er ekstremt skuffet over, at Riek Machar ikke lever op til sine forpligtelser i fredsaftalen og er vendt retur til Juba, som han offentligt har sagt, han ville, siger USA's viceambassadør til FN, David Pressman, ifølge Reuters.

- Så mange internationale spillere - heriblandt FN og adskillige medlemslande - har gjort en betydelig politisk og logistisk indsats for, at han kunne vende tilbage, tilføjer han.

Kina, der for tiden er formand for Sikkerhedsrådet, er på linje med USA.

Sydsudan blev et selvstændigt land i 2011. To år senere brød en borgerkrig ud, da præsident Salva Kiir beskyldte sin tidligere vicepræsident, Riek Machar, for at have planer om et kup.

Det udløste en lavine af gengældelsesaktioner, drab og konflikter, som siden har splittet det fattige land. Titusinder er foreløbig blevet dræbt i konflikten, og omkring to millioner er blevet fordrevet.

Mange havde sat lid til, at en ny udvikling ville blive sat i gang i denne uge, når Machar efter planen skulle være vendt tilbage til Juba.

Selv om Machar forsikrer, at hans forsinkelse skyldes logistiske problemer, kan den muligvis skyldes, at han ikke føler, at hans krav er blevet opfyldt.

Han har tidligere krævet, at oprørsgeneralen Simon Gatwech, som opholder sig i Etiopien, skal gives indrejsetilladelse i Sydsudan.

Men myndighederne har indtil videre nægtet hans fly tilladelse til at flyve ind i sydsudansk luftrum.

FN's Sikkerhedsråd har indført sanktioner mod Gatwech, som beskyldes for at stå bag grove overgreb mod civile i Sydsudan, og blandt sanktionerne er et indrejseforbud.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress