Af Ritzau - 20/10-16 14:13; Opdateret: 20/10-16 16:45

Rusland forlænger vaklende krigspause i Aleppo med et døgnRusland forlænger vaklende krigspause i Aleppo med et døgn

Det er godt, at Rusland vil forlænge midlertidig våbenhvile, men det er ikke nok, siger FN-diplomater.

storybild

Rusland vil forlænge et midlertidigt stop for kamphandlinger i det østlige Aleppo, så det gælder i fire dage fra torsdag, lyder det fra FN. (Billede: Scanpix/Fabrice Coffrini)

Rusland vil forlænge et midlertidigt stop for kampe og angreb i det østlige Aleppo, så løftet gælder i fire dage fra torsdag, lyder det fra FN.

Det er en 24-timers forlængelse i forhold til meldinger tidligere på dagen.

Med det nye løfte vil Rusland holde inde med bomberne over den syriske by i 11 timer hver dag i fire døgn.

FN's særlige udsending for Syrien, Staffan de Mistura, bød tidligere torsdag initiativet fra Rusland velkommen. Men det løser ikke den akutte krise i Aleppo, mener han.

Jan Egeland, som er Misturas rådgiver i humanitære anliggender, bekræfter den seneste udmelding fra russerne om at forlænge den skrøbelige våbenhvile med 24 timer.

- De har sagt, at det gælder 11 timer om dagen og i fire dage fra i dag, torsdag, siger Egeland til Reuters.

Han tilføjer, at Rusland overvejer at strække våbenhvile over endnu en dag.

Rusland har endnu ikke bekræftet, at bombardementerne vil blive indstillet en fjerde dag.

Jan Egeland håber, at en første sending på flere hundrede syge og sårede kan bringes ud af byen allerede fredag.

De skal efter eget valg til regeringens områder i Aleppo eller til oprørernes hospitaler i Idlib.

Russerne havde først annonceret en "humanitær pause" i Aleppo gældende fra torsdag klokken 8 til 16 lokal tid.

Ifølge det franske nyhedsbureau AFP varede det ikke længe, før freden i Aleppo torsdag formiddag blev afbrudt af artilleriskud.

Staffan de Mistura har tidligere sagt, at Ruslands bud på en våbenhvile ikke er omfattende nok til at få en større aftale i stand.

FN-diplomaten peger samtidig på, at det er nødvendigt, at soldater fra den jihadistiske gruppe Jabhat Fateh al-Sham også accepterer at forlade byen.

Tilstedeværelsen af de jihadistiske soldater i den østlige bydel er ifølge den syriske præsident, Bashar al-Assad, hele grunden til, at man bomber Aleppo så voldsomt.

FN står klar med nødhjælp til Aleppo. Man arbejder i døgndrift på at skaffe tilladelse fra Syriens regering til at rykke ind, lyder det fra Egeland.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress