Af Ritzau - 09/11-16 12:57

Løkke: Danmark har meget at tabe hvis USA lukker afLøkke: Danmark har meget at tabe hvis USA lukker af

Statsministeren er bekymret, fordi både Trump og Clinton i valgkampen har problematiseret frihandel.

storybild

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) støtter frihandel og håber ikke, at USA lukker grænserne trods toner i valgkampen. (Billede: Scanpix/Nikolai Linares)

Danmark har meget at tabe økonomisk, hvis USA's kommende præsident, Donald Trump, fører en mere protektionistisk politik med toldmure.

Det siger statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

- Hvis vi ser et USA, der lukker sig og har nok i sig selv, har det negative konsekvenser for Danmark. USA er et eksportmarked i fremdrift. Det forudser jeg også, at det vil være fremover, siger Lars Løkke Rasmussen.

EU og USA forhandler frihandelsaftalen TTIP. Løkke er bekymret, fordi begge USA's præsidentkandidater i valgkampen har problematiseret frihandel.

- Man må jo give Donald Trump, at det ikke kun er ham, der har sat et spørgsmålstegn her. Det har Hillary Clinton sådan set også gjort, stærkt påvirket af partifællen Bernie Sanders, siger Lars Løkke Rasmussen.

Han mener, at amerikansk politik i fremtiden handler om mere end en menneskemur mod Mexico og toldmure. Derfor giver han Donald Trump the benefit of the doubt, tvivlens nådegave.

- Det er klart, at det er bekymrende, hvis vi ser et USA, der lukker sig om sig selv. Det er ikke dét, verden har brug for. Verden har brug for mere samarbejde og mere samhandel, siger Lars Løkke Rasmussen.

EU har haft svært ved at ratificere Ceta, frihandelsaftalen med Canada. Belgien kunne ikke underskrive aftalen, fordi landets vallonske delparlament blokerede, påpeger statsministeren.

- Det baserer sig på det samme, noget som skal tages alvorligt. Nemlig, at der i vore befolkninger er mange mennesker både i Europa og USA, som har følelsen af, at udviklingen kører forbi dem, siger Lars Løkke Rasmussen.

Protektionisme i USA udfordrer Danmark ligesom britisk exit fra EU, mener han.

- Det øger fordringerne på os selv. Vi skal være skarpere og smartere, siger Lars Løkke Rasmussen.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress