Af Ritzau - 28/08-16 17:12

Paven vil besøge jordskælvsofre i ItalienPaven vil besøge jordskælvsofre i Italien

Redningsarbejdere i Italien leder videre i ruinerne, mens de overlevende begynder at tænke på vinteren.

storybild

Brandfolk redder et krucifiks og andre religiøse relikvier fra en kirke i den lille by Rio, der ligger i den del af Italien, der er ramt af jordskælvet. (Billede: Scanpix/Alberto Pizzoli)

Pave Frans vil i løbet af de kommende dage besøge de italienske landsbyer, der er hårdest ramt af det jordskælv, der ramte landet i onsdags.

Pave Frans siger, at den katolske kirke deler jordskælvsofrenes lidelser.

- Så snart det er muligt vil jeg komme og besøge jer, siger paven.

Mindst 290 mennesker er omkommet, men 10 er fortsat savnet og frygtes at være døde.

Samtidig fortsætter redningsarbejdere med at lede efter overlevende i ruinerne. I Amatrice var der tegn på, at der lå yderligere tre dødsofre i et hotel i byen.

- Jeg er sikker på, at der er en person mere i hotellet, for det er min onkel, siger byens viceborgmester, Gianluca Carloni.

- Det er absolut afgørende at blive færdige med den første eftersøgningsfase så hurtigt som muligt for at sikre, at der ikke er flere lig under murbrokkerne, siger han til nyhedsbureauet Reuters.

Imens begynder de indbyggere, der har mistet deres huse, så småt at tænke på den kommende vinter.

- Når man ser på, hvordan det er gået efter andre jordskælv, kommer vi til at tilbringe vinteren her, siger Emidio Chiappini fra landsbyen Sant'Angelo, hvor der også er store ødelæggelser.

Regeringen har lovet at sende byggematerialer til de ødelagte byer. Der er afsat op mod 60 millioner euro (knap en halv milliard kroner) i nødhjælp.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress