Af Ritzau - 08/06-16 17:05

1500 tilskuere skal holde tæt efter Potter snigpremiere1500 tilskuere skal holde tæt efter Potter snigpremiere

Den populære bogserie er blevet til et britisk teaterstykke, der får roser fra både anmeldere og fans.

storybild

Et skuespil baseret på en ny historie fra J.K. Rowling får roser med på vejen efter forpremiere. (Billede: Reuters/Suzanne Plunkett)

"Hold på hemmeligheden" stod der ifølge nyhedsbureauet AFP på udleverede badges, som tilskuerne til teaterstykket "Harry Potter and the cursed child" fik udleveret, da de tirsdag var til forpremiere i London.

Dermed var de godt 1500 tilskuere, der primært bestod af udvalgte fans, advaret mod at genfortælle handlingen fra teaterstykket, der er sat op på Palace Theater i London.

Pressen havde ikke formel adgang til forpremieren. Men enkelte britiske anmeldere havde alligevel sneget sig ind til stykket.

Og at dømme efter deres reaktion, får fans svært ved at holde munden helt lukket om handlingen.

- Handlingen, en hyldest til venskab og utilpassede teenagere, indeholder nok twist til at tilfredsstille selv de mest vidende fans, skriver Hannah Furness for avisen The Daily Telegraph.

Hun og flere fans, der er interviewet til internationale nyhedsbureauer, hylder også teatret for at levere specialeffekter, der kan konkurrere med de storsælgende film.

- Enhver frygt for, at Hogwarts' verden på scenen ville have svært ved at konkurrere med de milliondyre special effects fra filmene, blev hurtigt gjort til skamme, skriver hun.

Også Clare Fitzimons fra The Mirror var sikker på, at de mange fans købte fortsættelsen af den verdensberømte bogserie på de skrå brædder.

- At dømme efter hujen og tilråb, var ingen skuffede, skriver hun.

Teaterstykket tager handlingen fra de syv Harry Potter bøger op og fortsætter den.

I stykket er Harry Potter ikke længere en akavet teenagedreng med magiske evner. Han er blevet voksen, med fast arbejde og tre børn.

Ud over ham er handlingen bygget op om Harry Potters ældste søn, Albus, der til sin egen fortrydelse må leve med et kendt familienavn, og samtidig selv må stifte bekendtskab med de mørke sider af troldmandsverdenen.

Skuespillet er skrevet af den engelske manuskriptforfatter Jack Thorne. Stykket baserer sig på en original historie, der er skrevet i samarbejde med Harry Potter-forfatteren J.K. Rowling og stykkets instruktør, John Tiffany.

Stykket er allerede næsten udsolgt. Men fans kan glæde sig over, at der kommer en ny Harry Potter-bog 31. juli - én dag efter den officielle premiere på stykket.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress