Af Ritzau - 13/11-16 13:53

Løkke bruger mindedag til at advare mod nationalismeLøkke bruger mindedag til at advare mod nationalisme

Søndag mindes statsministeren tyske krigsofre i Berlin. Vi må værne om det europæiske samarbejde, siger han.

storybild

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) talte søndag ved den tyske mindedag for krigsofre. Han brugte anledningen til at advare mod at lade nationalisme blive et symbol for håb. (Billede: Scanpix/Stephane De Sakutin)

Europa er ikke længere i krig, men under pres. Derfor må Europa stå sammen. Det siger Lars Løkke Rasmussen i en tale i Berlin.

Søndag sørger Berlin over de mange tyske soldater og civile, der gennem tiden har mistet livet i krige.

Volkstrauertag, som mindedagen kaldes på tysk, brugte den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), i den tyske hovedstad. Han mindes i en tale ofrene, men trækker også tråde til dagens Europa.

- Vi mindes, at hvert offer for krig og konflikt er også nogens bror eller søster, søn eller datter – forældre, mand eller kone, siger Lars Løkke Rasmussen.

- Men Tyskland og resten af efterkrigstidens Europa har formået at kigge ud over de mørke dæmoner. Vi har lært af fortiden for at ikke at gentage den.

Som den første danske statsminister holder han tale i Forbundsdagen i forbindelse med den tyske mindedag.

Besøget i Tyskland benyttede statsministeren også til tidligere på søndagen at lægge en krans ved Neue Wache, der er det centrale tyske mindesmærke for ofre for krig.

- Vi må aldrig igen blive blændet af simple løsninger og populisme, siger Lars Løkke Rasmussen i sin tale.

Europa har de seneste år oplevet flere terrorangreb. Søndag er også årsdagen for de 130 mennesker, der blev ofre ved angrebene i Paris, som blandt andet ramte spillestedet Bataclan.

- Vi oplever feje terrorangreb, der forsøger at ødelægge vores frie og demokratiske samfund. Vi oplever langsom økonomisk vækst med millioner af europæere, der er uden job.

- Nationalisme og protektionisme bliver falske symboler for håb. Det må ikke lede til yderligere splittelse. I stedet må vi stå sammen – værne om de enorme bedrifter i europæisk samarbejde.

- Og Europa har brug for Tyskland til at blive ved med at vise vejen, siger statsministeren.

I Storbritannien er der ligeledes mindedag søndag for ofrene for Første Verdenskrig.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress