Af Ritzau - 06/10-16 05:38

EU suspenderer millioner til Colombia efter nej til aftaleEU suspenderer millioner til Colombia efter nej til aftale

600 millioner euro fra EU øremærket fredsprocessen i Colombia er suspenderet efter afvisning af fredsaftale.

storybild

Mod al forventning blev fredsaftalen mellem den colombianske regering og Farc forkastet ved en folkeafstemning søndag med et spinkelt flertal imod. (Billede: Scanpix/Guillermo Legaria)

EU vil suspendere en udviklingsfond øremærket Colombia. Det sker som konsekvens af, at befolkningen i det sydamerikanske land i en folkeafstemning søndag forkastede en fredsaftale mellem regeringen og oprørsgruppen Farc.

Unionen havde afsat omkring 600 millioner euro - svarende til knap 4,5 milliarder kroner - til at hjælpe den colombianske regering med at opretholde fredsaftalen.

Men nu bliver pengene altså suspenderet. Det oplyser minister Ivan Korčok fra Slovakiet, som i øjeblikket har EU-formandskabet.

- Det er klart, at i den nuværende situation kan vi ikke fortsætte lanceringen af denne fond, siger han ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han understreger dog, at EU's engagement i den colombianske fredsproces vil fortsætte.

Colombias præsident, Juan Manuel Santos, har ikke opgivet håbet om fred.

Onsdag sagde han således, at regeringen er tæt på at slutte fred med Farc.

- Freden i Colombia er nær, sagde han i en tale til nationen.

I et forsøg på at redde fredsprocessen har Santos holdt et møde med sin forgænger, Alvaro Uribe. Han var præsident i Colombia fra 2002 til 2010.

Uribe har tidligere stemplet Santos som en forræder for at forhandle med Farc.

- Det er bedre at opnå fred for alle colombianere end at opnå en svag aftale for kun halvdelen af landets borgere, siger Uribe efter mødet.

Uribe kritiserer aftalen, der blev underskrevet 26. september, for at give oprørerne straffrihed for deres forbrydelser.

Ligeledes kritiserer han den for at give guerillakrigere, der er skyldige i grove krænkelser af menneskerettighederne, mulighed for at få plads i kongressen.

Alvaro Uribe tilføjer, at han har givet præsident Juan Manuel Santos en liste over justeringer og forslag, der kan indarbejdes i en ny aftale.

Efter fire års forhandlinger var det lykkedes Farc og regeringen at nå til enighed om en fredsaftale.

En af betingelserne i aftalen var dog, at den skulle ratificeres ved en folkeafstemning.

Mod al forventning blev aftalen forkastet med et spinkelt flertal imod.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress