27/03-16 17:57

Putin lykønsker Assad med sejren i PalmyraPutin lykønsker Assad med sejren i Palmyra

Putin lover, at russiske soldater i Syrien vil være med til at rydde landminer i oldtidsbyen Palmyra.

storybild

Røg stiger op fra en benzinstation efter kampene mellem syriske regeringsstyrker og Islamisk Stat. Billedet er offentliggjort af det statsstyrede syriske nyhedsbureau Sana. (Billede: AP/Uncredited)

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har ringet til sin syriske kollega, Bashar al-Assad, og lykønsket ham med generobringen af oldtidsbyen Palmyra.

Det oplyser Putins kontor søndag eftermiddag, få timer efter det stod klart, at styrker loyale over for Assad-styret havde smidt den yderliggående bevægelse Islamisk Stat på porten.

Den syriske offensiv skete med afgørende støtte fra russiske krigsfly, der bombede Islamisk Stats formodede stillinger fra luften.

- Assad værdsatte i høj grad den hjælp, russiske luftstyrker har ydet, og understreger, at sådanne succeser som at genvinde Palmyra ville have været umulige uden Ruslands støtte, siger Putins talsmand, Dmitrij Peskov, ifølge nyhedsbureauet Tass.

Den syriske regering har meddelt, at den gav et "dødeligt slag" til Islamisk Stat, som indtog den symbolsk vigtige oldtidsby sidste år.

Siden da har ekstremisterne sprængt flere af Palmyras oldtidstempler, som er på Unescos liste over verdensarv, i luften.

I telefonopkaldet til Assad lovede Putin ifølge Kremls talsmand, at Rusland fortsat vil bistå sin allierede i kampen mod Islamisk Stat, skriver Tass.

Putin talte også med Unescos chef, Irina Bokova, og lovede at de russiske styrker i Syrien vil være med til at rydde de miner, Islamisk Stat menes at have lagt ud i Palmyra.

Peskov siger endvidere, at Putin enedes med Unesco-chefen om, at Rusland, Syrien og Unesco i samarbejde bør begynde at evaluere den ødelæggelse, islamisterne har forårsaget, og udarbejde en plan for restaurering.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress