Af Ritzau - 22/07-16 00:01

Ung mands død får vrede unge på gaden nord for ParisUng mands død får vrede unge på gaden nord for Paris

Flere aftener i træk har der været protester mod politiet og retssystemet nord for Paris.

storybild

En udbrændt bil i det nordlige Paris, hvor der har været protester mod politiet, efter at en ung mand døde i politiets varetægt. (Billede: Scanpix/Thomas Samson)

En ung mands død har antændt uroligheder i en række nordlige forstæder til Paris. Manden døde i politiets varetægt tirsdag. Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.

Ifølge nyhedsbureauet AFP er mindst femten biler sat i brand.

Urolighederne begyndte tirsdag aften, efter at det kom frem, at Adama Traore på 24 år var død, kort efter han blev arresteret i forstaden Beaumont-sur-Oise.

En obduktion har siden vist, at Traore var syg, da han døde, og den unge mands krop viser ingen tydelige tegn på vold.

En kilde tæt på efterforskningen siger ifølge AFP, at Traore blev bragt ind af politiet, efter at han blandede sig i anholdelsen af sin bror.

Anklager Yves Jannier siger, at Traore "besvimede under køreturen til politistationen". Angiveligt blev der straks tilkaldt læger, men de kunne ikke redde Adama Traore.

- Traore havde en meget alvorlig infektion, der havde ramt adskillige organer. Der var ikke tydelige tegn på vold, siger Jannier.

Retsmedicinerne havde dog fundet mindre skrammer på den 24-åriges krop.

Men Traores familie siger, at de vil have liget undersøgt af en uvildig ekspert, før begravelsen.

- Infektionen, som Adama Traore måske led af, forklarer ikke årsagen til hans død, siger familiens advokat, Karim Achoui.

Tirsdag aften blev fem gendarmer såret i sammenstød, mens ni biler blev sat i brand og adskillige offentlige bygninger blev udsat for hærværk. En person blev anholdt.

Onsdag aften fortsatte urolighederne i en række byer i området, der ligger omkring 30 kilometer nord for Paris.

Her blev 15 biler antændt, mens de protesterende forsøgte at antænde flere offentlige bygninger. Otte mennesker blev anholdt.

Volden opstår under en hård periode for det franske politi, der har været hårdt presset i forbindelse med en længere undtagelsestilstand i landet.

Frankrig har været i undtagelsestilstand siden angrebene i Paris i november sidste år, hvor 130 personer blev dræbt.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress