Af Maja Grønholdt Jensen - 29/12-15 07:27

Hundredvis af oprørere og civile er evakueret fra SyrienHundredvis af oprørere og civile er evakueret fra Syrien

Personerne er ankommet til henholdsvis Libanon og Tyrkiet efter at have været fanget i krigszoner.

storybild

(Billede: Hassan Ammar)

Omkring 450 syriske oprørere og deres familier er mandag blevet evakueret fra to krigshærgede byer, oplyser FN- og lufthavnskilder til nyhedsbureauet Reuters.

Ifølge kilderne er 330 syriske, shiamuslimske oprørere og civile blevet evakueret fra to belejrede byer i det nordvestlige Syrien og blevet bragt til lufthavnen i Beirut, Libanons hovedstad.

Et fly med 126 primært sunnimuslimske oprørere, der har været fanget i Zabadani nær den libanesiske grænse, er blevet fløjet til en lufthavn i det sydlige Tyrkiet.

Evakueringerne har fundet sted som led i en FN-mæglet aftale mellem regionale magthavere.

At det er lykkedes, kan skabe håb for deciderede våbenhviler på lokalt plan i dele af Syrien samt såkaldte sikre korridorer. Evakueringsaftalen tog måneder at forhandle på plads.

Til gengæld for at oprørerne får lov til at forlade områderne, giver det præsident Bashar al-Assads regime mulighed for at genvinde kontrollen over områderne, som har været styret af oprørere i de seneste fire år.

I Zabadani, der engang var et populært resortområde, men nu ligger i ruiner, har hjælpearbejdere og oprørere hjulpet til med at bære sårede, unge mænd i kørestole ind i ambulancer.

Store dele af byen er ødelagt, efter at den syriske hær og dens allierede i den libanesiske Hizbollah-milits i juli iværksatte en offensiv mod oprørerne.

Efter evakueringen skal der efter planen sendes lastbiler med basale fornødenheder ind til de tusindvis af civile, der fortsat er fanget i områderne, ifølge en FN-koordinator i Syrien.

Borgerkrigen i Syrien er inde i sit femte år, og der er ingen umiddelbar udsigt til en fredsløsning. Flere end 250.000 mennesker har mistet livet, mens millioner er sendt på flugt.

I slutningen af januar vil FN's Syrien-mægler forsøge at samle de stridende parter til fredsforhandlinger.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress