13/11-15 10:48

Kurdere: Islamisk Stat er nedkæmpet i Sinjar og på flugtKurdere: Islamisk Stat er nedkæmpet i Sinjar og på flugt

Kurdiske styrker angreb fredag formiddag den strategisk vigtige by. Det kan være et stort tilbageslag for IS.

Flere hundrede kurdiske soldater er fra flere retninger trængt ind i den vigtige by Sinjar i det nordlige Irak og har drevet militante fra Islamisk Stat (IS) på flugt.

Det oplyser sikkerhedsrådet i den kurdiske del af Irak.

Angrebet kom, efter at de kurdiske peshmerga-soldater havde afskåret Sinjar. Fredag formiddag kunne Reuters rapportere, at peshmergaer til fods var ved at trænge ind i byen fra nord.

De kurdiske styrker har indtaget en silo i byen, en cementfabrik, hospitalet og andre offentlige bygninger, siger det kurdiske sikkerhedsråd.

- Isil (IS) er nedkæmpet og på flugt, hedder det.

Der kunne høres kraftige skudvekslinger inde i byen i takt med, at de kurdiske peshmergaer strømmede ned fra bjergene og ind i byen.

Det anslås ifølge nyhedsbureauet AFP, at IS havde mellem 300 og 400 militsfolk stationeret i byen.

IS jagede sidste år tusindvis af yazidier - en mindre etniske gruppe i det nordlige Irak - ud af byen under trusler om, at de ville blive slået ihjel, medmindre de konverterede til IS' radikale fortolkning af islam.

Der blev rapporteret om grusomme overgreb på den etniske minoritet.

Yazidi-militsfolk deltog sammen med peshmerga-soldater i angrebet på Sinjar, oplyser flere internationale medier.

Sinjar er en strategisk vigtig by. Det vil være et alvorligt nederlag for IS, hvis man må give slip på byen.

Den kurdiske offensiv skal forhindre Islamisk Stat i at kunne bruge landevej 47 som forsyningslinje.

Den er strategisk vigtig, fordi den er en indirekte forbindelse mellem Mosul i Irak og Raqqa i Syrien, som er Islamisk Stats selvudnævnte hovedstad.

- Ved at indtage Sinjar vil vi være i stand til at afskære kommunikationslinjen, og det mener vi vil hæmme IS' evne til at få nye forsyninger. Det er et vigtigt første skridt til en eventuel befrielse af Mosul, siger oberst Steve Warren, der er talsmand for den internationale operation mod IS, til AFP.

IS indtog i 2014 Mosul og har gjort den tidligere millionby til de radikale islamisters højborg i det nordlige Irak.

LÆS OGSÅ: USA bomber Islamisk Stats brutale videobøddel

LÆS OGSÅ: Bomber dræber over 30 i Hizbollah-højborg i Beirut

LÆS OGSÅ: Holocaustforskere beskylder IS for folkedrab i Irak

LÆS OGSÅ: Islamisk Stat truer Rusland med angreb meget snart

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress