Af Ritzau - 06/05-16 20:20

Journalister fængsles for at afsløre statshemmelighederJournalister fængsles for at afsløre statshemmeligheder

To tyrkiske journalister får hver fem års fængsel for afsløringer. Få timer inden blev den ene forsøgt dræbt.

storybild

Dilek Dündar, som er gift med redaktør Can Dündar, overmander sammen med en advokat den bevæbnede mand, der forsøgte at skyde Can Dündar i forbindelse med fredagens domsafsigelse. (Billede: Scanpix/Handout)

Ved en domstol i Istanbul er to tyrkiske journalister idømt fængselsstraffe for at afsløre statshemmeligheder.

Can Dündar, der er redaktør for avisen Cumhüriyet, blev idømt fem år og ti måneders fængsel, mens avisens Ankara-korrespondent, Erdem Gül, får fem års fængsel.

De to journalister blev fængslet i november for at publicere videooptagelser, der angiveligt viser, hvordan den tyrkiske efterretningstjeneste i 2014 hjalp med at sende våben ind i nabolandet Syrien.

De var tiltalt for spionage, forsøg på at vælte regeringen og for at støtte en terrororganisation. Det er anklager, der kunne have givet dem fængsel på livstid.

Begge anklagede blev frifundet for spionage, men fundet skyldige i at have afsløret statshemmeligheder.

De skal ikke umiddelbart begynde at afsone deres straf, idet en appeldomstol skal tage stilling til sagen, skriver nyhedsbureauet AFP.

- Vi vil fortsætte med at passe vores arbejde som journalister trods alle disse forsøg på at få os til at tie, siger Can Dündar efter dommen.

- Vi må holde modet oppe i dette land, tilføjer han ifølge AFP.

Sagen er meget omdiskuteret og har vakt bekymring for, at pressefriheden er ved at blive yderligere udhulet i Tyrkiet.

Umiddelbart inden domstolen fastsatte straffen, forsøgte en bevæbnet mand at gennemføre et attentat mod Dündar.

Den bevæbnede mand skød tre gange, har øjenvidner oplyst. Dündar blev ikke ramt og slap uskadt fra skyderiet, men en anden journalist, der var på stedet for at dække retssagen, meldes såret.

- Du er en forræder. Det skal du betale for, råbte manden, inden han affyrede sit våben. Det rapporterer tv-stationen CNN Türk.

Tyrkisk politi oplyser, at det er en mand, der i forvejen er kendt af politiet, som er anholdt for attentatforsøget.

Tyrkisk tv viser billeder af Can Dündars kone, der holder gerningsmanden i kraven og overdrager ham til politiet. Det udløste stor ros på sociale medier, hvor flere bloggere hylder hende og kalder hende modig.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress