Af Ritzau - 10/04-16 19:46

Røde Kors i Makedonien: Det føg med tåregas og gummikuglerRøde Kors i Makedonien: Det føg med tåregas og gummikugler

Nødhjælpsarbejderne måtte evakueres under voldsomme optøjer på grænsen mellem Makedonien og Grækenland.

storybild

En flygtning er såret efter kampene med makedonsk politi ved grænseovergangen Idomeni. (Billede: AP/Amel Emric)

Tåregassen var lige begyndt at fyge, da generalsekretær for dansk Røde Kors Anders Ladekarl ankom til en flygtningelejr ved grænsen mellem Makedonien og Grækenland. Her bor over 10.000 mennesker, der venter på, at grænsen til Europa åbner.

Søndag forsøgte en stor gruppe at rive hegnet på grænsen ned, hvilket førte til kampe med Makedonsk politi. Læger uden Grænser melder om 300 sårede.

- Vi oplevede en masse, der havde pakket og var klar til at krydse grænsen. Men den var lukket. og det gjorde folk utroligt frustrerede. Det fik en gruppe til i frustration at forsøge at rive hegnet ned.

- Makedonsk politi svarede igen ved at fyre store mængder tåregas mod dem. Der blev også skudt med gummikugler og brugt chokgranater for at skræmme dem væk fra hegnet, siger Anders Ladekarl.

Ifølge generalsekretæren startede kampene med, at der var gået rygter i lejren om, at grænsen ville blive åbnet. Det var dog blot rygter, og det førte til, at frustrationen fik frit løb.

Kort efter, at tåregas og gummikugler begyndte at fyge, besluttede FN at evakuere alle nødhjælpsarbejdere i lejren.

- Vi oplevede, at vores klinik nærmest blev løbet over ende, og vi måtte tage benene på nakken. Der var en meget, meget vred stemning. Folk var ophidsede over, at grænsen ikke var åben alligevel.

- Det lod de så gå ud over alle, der ikke var flygtninge. Så for vores egen sikkerheds skyld måtte vi trække os, siger Anders Ladekarl.

Generelt er flygtningene i lejrene meget frustrerede. De bor op til en grænse, der er lukket med to lag pigtråd og kan ikke komme videre på rejsen mod Europa.

- De har drømt om at komme til Europa, hvor mange af dem har familie og venner. Men nu er de fanget i en mudret lejr.

- Det ligner Roskilde Festival, hvor folk har boet i flere måneder. Der er dårlig adgang til toiletter og rent drikkevand, men folk foretrækker at være der, for det er tæt på grænsen. Og alle tror og håber på, at den bliver åbnet på et tidspunkt, siger Anders Ladekarl.

Det gør frustrationen større, at flygtningenes situation er fuldstændigt uafklaret. De er kommet til før aftalen med Tyrkiet om at sende flygtninge tilbage fra EU, men står alligevel over for en lukket grænse.

- De er i limbo, og ingen kan give dem et klart svar på, hvad fremtiden er for dem. Det skaber frustration og en masse rygter, der florerer igennem lejrene som steppebrande, siger Anders Ladekarl.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress