Af Ritzau - 23/04-16 19:49; Opdateret: 23/04-16 20:15

Syriske børn kyssede Merkel under besøg i flygtningelejrSyriske børn kyssede Merkel under besøg i flygtningelejr

Med besøget i Tyrkiet forsøger Merkel og EU-lederne at øge opbakningen til den omstridte flygtningeaftale.

storybild

Flygtninge bag et hegn ved Nizip-lejren forud for besøget fra Merkel, Tusk og Timmermans. (Billede: AP/Lefteris Pitarakis)

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, fik lørdag en varm velkomst, da hun besøgte en flygtningelejr i det sydlige Tyrkiet.

- Velkommen til Tyrkiet, verdens største værtsland for flygtninge, lød det på et banner, som var sat op over indgangen til Nizip-lejren.

Merkel ankom sammen med EU's præsident, Donald Tusk, EU-Kommissionens næstformand, Frans Timmermans, og den tyrkiske premierminister, Ahmet Davutoglu.

Omkring 5000 mennesker bor i Nizip-flygtningelejren, heriblandt cirka 1900 børn.

I lejren, som er drevet af den tyrkiske regering og er en af de mest velfungerende i Tyrkiet, var Merkel med ved indvielsen af et EU-støttet projekt for nogle af de mange syriske børn, der er tvunget på flugt fra deres land.

Merkel hilste på mange af dem og roste deres tegninger og fik til gengæld både gaver og kys af de syriske børn.

Pengene til at drive projektet i flygtningelejren Nizip lidt uden for Gaziantep kommer fra en hjælpepakke, som EU tilbød Tyrkiet til gengæld for en aftale om, at Tyrkiet tager imod tusinder af flygtninge, der bliver sendt retur fra de græske øer.

Netop denne pakke til en værdi af seks milliarder euro (45 milliarder kroner) ses som hovedårsagen til Merkels og EU-ledernes besøg.

Trioen er opsat på at vise de mange kritikere af flygtningeaftalen mellem EU og Tyrkiet, at pengene hjælper Tyrkiet til at forbedre forholdene for de flere end to millioner syrere, der har søgt tilflugt i landet.

Ni ud af ti syriske flygtninge bor ikke i den tyrkiske regerings lejre, men lever for størstedelens vedkommende i fattigdom udenfor lejrene.

En af dem, der kritiserer EU's flygtningeaftale med Tyrkiet, Judith Sunderland fra menneskeretsorganisationen Human Rights Watch, siger, at Merkel og de to EU-ledere "i stedet for at besøge en renskuret flygtningelejr" bør "tage til de detentionscentre, hvor folk, der deporteres fra Grækenland, tilbageholdes".

EU-trioens besøg i Tyrkiet finder sted under skrappe sikkerhedsforanstaltninger.

Raketter affyret fra Syrien slår jævnligt ned i grænseområdet, især i byen Kilis omkring 40 kilometer fra Gaziantep. Inden besøget anholdt tyrkisk politi seks personer i Konya-regionen på mistanke om, at de har forbindelser til Islamisk Stat.

/ritzau/AFP

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress