Af Ritzau - 15/08-16 17:19

Russisk minister møder syriske oprørere i QatarRussisk minister møder syriske oprørere i Qatar

USA og Rusland vil indlede en fælles militær operation mod militante i Aleppo i Syrien, lyder det fra Moskva.

storybild

En syrisk mand dækket af jord og støv løber gennem gaderne i det nordlige Aleppo efter et luftangreb. Kampen om kontrollen over storbyen er Aleppo er blevet intensiveret i de seneste uger. (Billede: Scanpix/Ameer Alhalbi)

Ruslands viceudenrigsminister, Mikhail Bogdanov, siger til det russiske nyhedsbureau RIA, at han vil mødes med repræsentanter for den syriske opposition i Doha i Qatar tirsdag. Det skriver Reuters.

Samtidig skriver russiske nyhedsbureauer, at USA og Rusland vil indlede en fælles militær operation mod militante i den syriske by Aleppo. De henviser til udtalelser fra den russiske forsvarsminister, Sergej Sjojgu.

Kampen om kontrollen over storbyen er Aleppo er blevet intensiveret i de seneste uger, og oprørsgrupper har vundet noget terræn.

Sjoigus udtalelser kommer som en overraskelse for iagttagere, da Rusland og USA støtter forskellige parter i konflikten, mens de også deltager i bestræbelserne på at få styrket en fredsproces.

- Vi er nu i en meget aktiv fase af forhandlingerne med vore amerikanske kolleger, siger Sjoigu til RIA.

Han siger, at omkring 700.000 mennesker stadig bor i Aleppo, og at de, som bor i den østlige del, er "gidsler hos væbnede grupper".

Tidligere mandag sagde den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, at militante grupper havde udnyttet en midlertidig våbenhvile i Aleppo til at omgruppere.

Viceudenrigsminister Bogdanov siger, at Iran, Tyrkiet og Saudi-Arabien bør spille en mere aktiv rolle i kampen for at få løst den syriske krise.

- De bør sidde med ved forhandlingsbordet, siger Bogdanov til RIA og gør det klart, at han mødes med repræsentanter for den syriske opposition i Qatars hovedstad, Doha, 16. august.

Ifølge FN er to millioner mennesker i fare i området omkring Aleppo, som engang var Syriens økonomiske hovedstad prydet af rig arkitektur og arkæologisk arv. I dag er det meste af byen ødelagt eller plyndret efter mere end fem års krig.

Rusland meddelte i sidste uge, at der vil blive indført en våbenhvile i Aleppo, så humanitære nødhjælpskonvojer kan køre ind i byen.

/ritzau/Reuters

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress