23/02-16 18:28

Jensen: Nigeria er langt i kampen mod Boko HaramJensen: Nigeria er langt i kampen mod Boko Haram

Islamisterne i Boko Haram er trængt tilbage, siger den danske udenrigsminister under besøg i Nigeria.

storybild

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) besøger i disse dage Nigeria og Mali. Et af emnerne er regional sikkerhed, men udenrigsministeren ser også et stort økonomisk potentiale for dansk erhvervsliv. (Billede: Polfoto/Finn Frandsen)

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) ser fremskridt i den nigerianske regerings kamp mod den militante islamistiske organisation Boko Haram, der fik verdens opmærksomhed, da den i 2014 bortførte 276 skolepiger fra en skole i det nordlige Nigeria.

Organisationen menes fortsat at holde en stor del af de bortførte piger fanget, men den er trængt i defensiven på det seneste, oplyser Kristian Jensen, der under et besøg i Nigeria blandt andet har holdt møder med landets vicepræsident, Yemi Osinbajo.

- Den nye regering har virkelig taget fat på at bekæmpe Boko Haram så effektivt, at Boko Haram har været nødt til at forlade de områder, de havde besat, og søge ind i skovene, siger Kristian Jensen.

Gruppen foretager dog stadig angreb såsom selvmordsbomber.

- Der er en stor villighed til at fortsætte kampene og en stor optimisme i forhold til at det kan lykkes at få presset Boko Haram helt ud af Nigeria.

Han understreger, at kampen mod Boko Haram ikke kun er et nigeriansk anliggende.

- Ved at modvirke terrorisme her kan vi også modvirke, at den spreder sig til andre dele af Afrika, siger Kristian Jensen.

Han har også mødtes med organisationen Bring Back Our Girls, der kæmper for at få de bortførte piger tilbage til deres familier.

- Det er noget af det, der viser ansigtet på terrorisme. Piger der gør noget så naturligt som at gå i skole, bliver simpelthen stjålet. Vi har alle en forpligtelse til at huske de piger og andre ofre for terrorismen, siger Kristian Jensen.

Nigeria fik ny regering i slutningen af maj sidste år, og ifølge den danske udenrigsminister har den nye regering stået for en meget mere fokuseret kamp mod Boko Haram.

- Men de gemmer sig, og frygten er, at de søger til nabolandene. De lande skal også være klar til at bekæmpe Boko Haram. Der har den nye præsident, Muhammadu Buhari, haft stor succes med at samle en regional indsats mod Boko Haram.

/ritzau/

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress