Af Ritzau - 18/04-16 14:37

Disneyland klapper hælene i efter grov forskelsbehandlingDisneyland klapper hælene i efter grov forskelsbehandling

Tyske kunder skulle betale næsten dobbelt pris på nettet for samme tilbud hos Disneyland - den går ikke i EU.

storybild

Mickey Mouse og vennerne blev upopulære på grund af forskellig adgang til tilbud for kunderne. (Billede: AP/Michel Euler)

Disneyland i Paris har måttet trække i land efter voldsomme klager om forskelsbehandling på forlystelsesparkens hjemmeside.

Sidste år kom det frem, at kunder på Disneylands tyske hjemmeside skulle betale 2447 euro (18.250 kroner) for en pakkerejse, mens franske kunder kun blev afkrævet 1345 euro (10.030 kroner) for samme tur.

Den politik kostede Europas største forlystelsespark - ud over en masse klager fra vrede borgere - en sag hos EU-Kommissionen, da den slags prisdiskriminering strider mod EU's konkurrenceregler.

Nu er tvisten dog løst, da Disneyland har rettet ind og givet alle kunder lige adgang til sin hjemmeside og de forskellige tilbud. Som konsekvens har EU droppet sagen.

- Vi er meget glade for, at Disneyland Paris efter en konstruktiv dialog har fået sine betalingsmuligheder til at leve op til EU's regler. I det indre marked kan vi ikke tolerere, at kunder forskelsbehandles, fortæller Lucia Caudet, talskvinde for EU-Kommissionen.

Kernen var dog ikke, at Disneyland tilbød forskellige priser i forskellige lande. Det er lovligt, ligesom Nettos supermarkeder gerne må have forskellige priser for samme produkt i henholdsvis Danmark og Polen.

Problemet var, at Disneyland sørger for, at kunder i Tyskland ikke kunne få adgang til den franske hjemmeside og dens billigere tilbud.

Såkaldt geoblocking er et område, EU-Kommissionen har fokus på, og den vil komme med et lovforslag inden for de næste måneder, der skal gøre det tydeligere, hvornår selskaber må sætte digitale grænser.

I nogle tilfælde er det nemlig tilladt for selskaber som Netflix og Spotify at forskelsbehandle kunder på grund af geografi.

- Der kan være objektive årsager til at begrænse visse tjenester på grund af landebaserede rettigheder, siger Lucia Caudet.

Mere fra Metroxpress

Hvad tænker du..?
Mere fra Metroxpress

Annonce



Mere fra Metroxpress